Boblberg logo

Bliv sprogtræner online

Sprogland og Sprogland Junior er Røde Kors' online sprogtræningstilbud for alle, der vil blive bedre til at træne det danske sprog. Som frivillig sprogtræner gør du en enestående forskel ved at støtte mennesker i at træne hverdagsdansk. Samtalen foregår via video, og som frivillig sidder du enten hjemme hos dig selv eller et andet sted, hvor der er ro. Du bestemmer selv, hvornår på dagen og hvor tit du vil hjælpe.

Hør mere

Vælg hvor du ønsker at være frivillig (Du kan kun vælge en til at starte med)

Sprogtræning med unge og voksne

Sprogland er Røde Kors' online sprogtræningstilbud til unge og voksne over 16 år. Som frivillig her skal du kunne tale dansk og have styr på den mest basale grammatik, men det kræver ikke en bestemt uddannelse at være frivillig på Sprogland. Du kan bl.a. træne hverdagsdansk, hjælpe med opgaver fra sprogskolen, øve ord og udtale eller diskutere et specifikt emne som forberedelse til mundtlig danskeksamen. Hvis du har en baggrund inden for "Sundhed & Omsorg", f.eks. som SOSU-assistent eller sygeplejerske, kan du på Sprogland hjælpe dem, der ønsker at øve beskæftigelsesrettet dansk inden for dette erhverv.

Sprogtræning med børn

Sprogland Junior er for deltagerne mellem 9 og 15 år. Det er ofte børn, hvis forældre også selv er i gang med at lære dansk, og derfor kan have svært ved at hjælpe barnet. Som frivillig sprogtræner for børn, er det vigtigt, at du har en god fornemmelse af at skabe motivation og tryghed til at træne dansk på en sjov og engagerende måde. Det kan hjælpe, hvis du har erfaring som lærer, pædagog eller er i gang med at blive det - men det er ikke et krav. Det anbefales, at du har samtaler med samme barn ca. 10 gange, typisk en gang om ugen. Da frivillige på Sprogland Junior er i kontakt med børn, indhenter Røde Kors en børneattest på dig inden du starter, og du bliver introduceret til et obligatorisk online kursus om børnebeskyttelse og sprogtræning til børn i Røde Kors. Du vil blive matchet med et barn og vil gennem kontakt med forældrene aftale, hvornår du og barnet skal tale sammen.

Kvalifikationer som sprogtræner

Som online sprogtræner, skal du være over 18 år. Det er vigtigt, at du som frivillig har tid, ro og nærvær til at øve den samme sætning eller udtale igen og igen, ligesom der også er tid til at forklare ordsprog, begrebsforståelser eller fagsprog. Der er altid brug for flere frivillige! Har du lyst til at være frivillig på en fleksibel måde og samtidig gøre en forskel for mennesker, som har behov for at træne dansk? Udfyld formularen og vi vil kontakte dig hurtigst muligt.

Udtalelser fra frivillige

"Jeg synes, Sprogland er en ret genial opfindelse. Det er en meget nem og overskuelig måde at hjælpe andre mennesker på."

- Frivillig på Sprogland

"Jeg har fulgt et barn gennem lidt mere end 10 sessioner, og det er så motiverende at se, hvor meget hun er vokset og hvor taknemmelig hun er. Det er ret vildt at opleve, at ½ time om ugen betyder så meget for hende – og jeg har lært meget nyt af hende også."

- Frivillig på Sprogland Junior