Boblberg logo
Charlotte - Fandt glæden midt i sorgen

Charlotte - Fandt glæden midt i sorgen

Vi vifter med dannebrogsflag og ønsker tillykke med fødselsdagen, da vi møder Charlotte på hendes private adresse i Kastrup. Solen skinner og fuglene synger og vi bliver budt varmt indenfor til en kop kaffe. Hendes lille hundehvalp Tosca, som er en blanding mellem en bomuldshund og en puddel, hilser pænt på os. Charlotte byder os ind i stuen, hvor vi sætter os ved bordet. Kaffen er klar siger hun og henter termokanden fra køkkenet. Charlotte fortæller os, at hun har holdt fødselsdagsfest i weekenden med konge og dronningetema. Dette var en stor succes og især børnebørnene havde nydt festen. Vi får et stykke fødselsdagskringle på tallerkenen og kaffe i koppen og er meget spændte på at høre Charlottes historie.

Charlotte, som er uddannet pædagog, hørte første gang om Boblberg via sit arbejde i Frederiksberg kirke. Her er hun ansat som kirke- og kulturmedarbejder og er, blandt mange andre opgaver, ansvarlig for at tilrettelægge Tirsdagstræf sammen med præsterne ved kirken. Tirsdagstræf er et forum med foredrag, musik, udflugter og meget mere, og det er fortrinsvis sognets ældre menighed der kommer.

Det var Charlotte der var ansvarlig den tirsdag, hvor Boblberg havde repræsentanter ude for at lave et oplæg i sommeren 2017. En aftale, der var kommet i stand mellem Charlotte og en af kirkens sognebørn, der nu lægger et stort arbejde i ældrerådet. Ideen var, at de ældre i sognet skulle få kendskab til dels en digital brugerflade, hvor man kunne deltage i nye tiltag, nemlig Boblberg, dels få information om IT-hjælp til ældre borgere. Af natur er Charlotte utroligt nysgerrig og repræsentanterne fangede hendes opmærksomhed med det samme. Hun oprettede sig som bruger på platformen, for ideen var jo, at finde ud af, hvad Boblberg kunne og kan. Men det var først senere hun satte sig dybere ind i, hvad platformen egentlig indeholdt.

Vi spoler tiden lidt tilbage, for at sætte mere perspektiv på Charlottes historie. Mistede sin mand til kræft: I efteråret 2016 mistede Charlotte sin mand gennem 20 år, Peter, til kræft. Det var gået stærkt og det var et hårdt slag, at stå som enke, og da Peter og Charlotte havde haft en herlig vane med at rejse på korte storbyferier, inviterede Charlotte sine børn og børnebørn til London i nogle dage, i december 2016. At rejse med familien var godt, men tilbage i hverdagen var der nu et nyt liv, et forandret liv der skulle leves. Venner og kollegaer var der nok af, og gode naboer der tog hånd om Charlotte, manglede heller ikke. Men den tunge og voldsomme sorg, blev pludselig mærkbart tydelig, da hverdagen kom og det var et tomt hus hun kom hjem til. Og det var her, det stod klart, at skal man nå alt det man drømmer om, skal man selv gøre noget. Livet er nemlig så kort og skrøbeligt.

Så en sommerdag i 2017 satte hun sig ned med sin computer og en kop kaffe og besluttede sig for at gå på opdagelse i boblerne på Boblberg. I starten vidste Charlotte ikke helt hvad hun kunne bruge Boblberg til, men vidste med sikkerhed det var et fællesskab, hun søgte. Sorgen over at have mistet sin mand var stadig stor, men var der noget hun havde lært af denne sorg, var det, at hvis der er ting man vil, skal man springe ud i det her og nu. Charlotte kiggede først under Tårnby kommune efter bobler, men kunne se der ikke rigtig var aktivitet, så hun søgte videre på Frederiksberg kommune og fandt masser af aktivitet. Hun valgte således at skrive sig som borger i Frederiksberg kommune på sin profil. Straks var der masser af bobler, da aktiviteten i Frederiksberg kommune var høj. Charlotte oplevede Boblberg som mangfoldig med masser af forskellige mennesker og diverse aktiviteter.

Der gik ikke lang tid, før én bestemt bobl fangede Charlottes opmærksomhed. En kvinde ved navn Jette havde oprettet en bobl, hvor hun søgte veninder til shopping og hvad voksne kvinder kunne finde på. Madklubbens Kvinder blev til: Jette havde et billede af sig selv på boblen og Charlotte syntes, at Jette så rigtig sød ud. Hun kunne også se at tre andre kvinder havde svaret på Jettes bobl. Ulla, Eva og Anne-Marie bød ind og var meget friske på at møde Jette. Her kunne Charlotte ikke holde sig tilbage, så hun greb muligheden og svarede også Jette. Herfra gik det stærkt for de fem kvinder og der blev booket bord på Madklubben en december aften i 2017, hvor kvinderne skulle møde hinanden for første gang. De fem kvinder klikkede super godt og der var mange fælles interesser og humoren manglede bestemt heller ikke. Meget af tiden blev brugt på at grine og lave sjov og der var fælles tråde hele vejen rundt, som forbandt de fem kvinder. Tjeneren som servicerede kvinderne, troede ikke på, at dette møde var kvindernes første møde. Han mente helt sikkert, at de havde kendt hinanden i mange år.

Efter en vellykket aften med masser af grin, og ikke mindst nye venskaber, aftalte de fem kvinder, Madklubbens Kvinder, at mødes igen til en bid mad hos Jette, hvor de vil snakke om fremtidige arrangementer, de kan opleve sammen. Det, som Charlotte synes Boblberg kan, er at det gør folk åbne. Hun oplevede mødet med de fire kvinder, som meget åbent, da de gik ind til mødet med samme intention om at møde nye veninder. Det gav en vis tryghed og Charlotte oplevede på intet tidspunkt akavet stilhed blandt kvinderne. Derfor ser Charlotte Boblberg som et genialt koncept, da det gør noget ved folk og skaber åbenhed. Nogen vil spille fodbold, nogen søger en reservebedste, nogen vil lave en læseklub og nogen en madklub - alle mulighver er åbne, hvis man tør åbne lidt op for sig selv og sige ja tak til at møde andre. Hun er vild med den overskuelighed Boblberg har, og elsker stadig at kigge på bobler. Charlotte afviser ikke, at hun selv kunne finde på at oprette en bobl en dag. Hun forestiller sig måske noget med at spille teater, da hun selv har spillet teater i mange år.

Fremtiden bringer mere fællesskab: Som tingene ser ud nu er kalenderen godt fyldt op for Charlotte. Hun har sit fuldtidsjob i kirken, hun er netop begyndt i et rytmisk kor og hun er i gang med at renovere i huset hvor hun bor. I Madklubbens Kvinder er der også kommende begivenheder for Charlotte. De skal på Bremen Teater og se foredraget På En Måde Skal Vi Dø med Lotte Blicher Mørk og Esben Kjær og til Kaffesalon på Bellevue Teatret. Ud over det, drømmer Charlotte om en tur til New York engang i fremtiden, men ikke med børnene denne gang. Charlotte tager den sidste tår af sin kaffe og smiler. Hvem ved, måske kan Boblberg hjælpe med at finde en mulig rejsekammerat, siger hun.

Blev du inspireret?

Opret dig og skab dine egne fælleskaber. Boblberg er et trygt og sikkert medie, hvor dine oplysninger er beskyttet.

Hvad venter du på? Gør som 642.586 andre, og opret dig gratis i dag.

Opret dig gratis her