Boblberg logo
Dorte – Fandt en god veninde i en svær tid

Dorte – Fandt en god veninde i en svær tid

I marts 2017 fik Dorte diagnosen progressiv sclerose. Hun har længe haft tegn på sclerose, men det har med tiden taget fart og er desværre blevet værre og værre. Dette har naturligvis påvirket hendes ellers aktive og sociale hverdag. Dorte fortæller også, at hun desværre mistede sin bedste veninde gennem mange år i 2015, og tabet af hende er stadig en kæmpe sorg. Med en skilsmisse og en flytning oveni har det hele været en stor omvæltning for Dorte, som besluttede sig for at søge nye bekendtskaber. Så da hun en dag læste om Boblberg i lokalavisen, tøvede hun ikke med at gå ind og se nærmere på hjemmesiden. Til at starte med skrev Dorte til andre bobler, hvorefter hun besluttede sig for at lave sin egen, som omhandlede at få nye veninder, og her fik hun mange positive henvendelser. En af dem, der henvendte sig til Dortes bobl var Lotte, og de to er i dag rigtig gode veninder. De har begge to sclerose og kan herigennem støtte og hjælpe hinanden rigtig meget. Da vi spørger ind til deres første møde, fortæller Dorte med et stort smil på læben, at de snakkede som om, at de havde kendt hinanden hele livet.

”Vi har det så godt sammen, og vi kan tale sammen i flere timer. Vi har mange fælles interesser og kan støtte hinanden i vores scleroseforløb. Holder utrolig meget af hende. Hvis det ikke var for Boblberg, havde jeg ikke mødt Lotte.”

- Dorte

Dorte og Lotte bor langt væk fra hinanden, så det meste af kontakten foregår over telefonen. Det er næsten blevet en fast tradition, at de to sludrechatoller ringer sammen enten lørdag eller søndag eftermiddag, og her tager den ene time den anden.

Ligesom til Dorte og Lottes samtaler går snakken også bare til vores interview. Dortes søn gør os ved selskab, og vi griner og hygger os, alt imens hendes to skønne hunde render rundt og leger og hygger sig mindst lige så meget som os. Vi lægger mærke til en masse garn og kreative værker rundt omkring i hendes hjem og spørger nysgerrigt ind til det. Dorte fortæller, at hun kommer af en meget kreativ familie, og at hun elsker at strikke, brodere, hækle og hvad fantasien ellers rækker til. Hun har tidligere haft et hobbyfirma med hendes bedste veninde, som desværre døde tilbage i 2015. Dorte overtog selv firmaet, men måtte stoppe, da hun mistede overskuet pga. hendes sclerose, som generelt er en kæmpe udfordring og til stor gene for hende i hverdagen. Striktøjet ligger stadig fremme i hjemmet og symboliserer en hverdag, hvor Dorte altid har klaret tingene selv, været meget aktiv og social, som desværre ikke afspejler den hverdag, hun har i dag grundet hendes sygdom og handicap.

Men gennem Boblberg kan Dorte være social og fortæller, at det har bidraget med meget glæde i hendes hverdag.

”Boblberg er en utrolig rar og afslappet side. Den er uformel og tryg, og man kan lynhurtigt se, at der er et stort behov for platformen. Fantastisk initiativ!”

- Dorte

Vi takker af for en rigtig hyggelig eftermiddag og glæder os over, at Boblberg har været med til at skabe glæde og positivitet ind i Dortes hverdag!

Blev du inspireret?

Opret dig og skab dine egne fælleskaber. Boblberg er et trygt og sikkert medie, hvor dine oplysninger er beskyttet.

Hvad venter du på? Gør som 613.255 andre, og opret dig gratis i dag.

Opret dig gratis her