Gitte og hendes mand har benyttet Julevenner.dk i tre år, og fælles for alle år er, at det har været helt perfekte juleaftener på hver sin måde.
For nogle år tilbage meddelte Gittes mands familie, at de ikke længere var velkomne til at fejre jul sammen, hvilket ramte Gitte meget hårdt. Hun har en baggrund med tvangsfjernelse og plejefamilie, og derfor betyder familie ekstra meget for hende. Gitte har kun sin mor og lillebror tilbage, men har boet i to forskellige plejefamilier, som fejrede jul på en helt anderledes, mere amerikansk måde. Hun har ingen barndomsminder fra jul med sin biologiske mor, men julen har stadig stor betydning for hende. Efter meddelelsen fra manden familie mistede Gitte lysten til at fejre julen.
Heldigvis så hun en annonce for Julevenner.dk og tænkte: "Det er det, vi gør".
Hjemme hos Gitte og hendes familie er der altid åbent hus, og de har et stort fokus på at hjælpe andre. Derfor var hendes mand selvfølgelig også med på idéen om at bruge Julevenner.dk, og de oprettede sig som værter og åbnede deres hjem for gæster.
Som juleværter har Gitte haft fokus på at sørge for, at gæsterne ved, hvem de er som mennesker, og hvilke traditioner de holder af. Gitte og hendes mand har tilbudt at hente gæsterne i Aalborg og har også givet mulighed for overnatning. Der er aldrig blevet givet julegaver, men gæsterne skulle medbringe et par gaver til pakkespillet. Menuen har altid bestået af flæskesteg og risalamande. Hvert år har gæsterne været søde til at bidrage med noget, for eksempel drikkevarer eller værtindegaver.
Der har hvert år været mange tilbagemeldinger, også fra nogle, der har rejst langvejs fra. Nogle gæster er kommet helt fra Sønderjylland og Hjørring.
"Skønt at nogle vil tage hele vejen ud på Lars Tyndskids marker for at holde jul med os," siger Gitte.
Alle år har været vidt forskellige, både hvad angår gæsterne og de traditioner, de har bidraget med. Gitte synes, det er spændende, hvordan hvert år kan være så forskelligt. Hun er stolt af, at folk tør tage skridtet og række ud, når de skal være alene juleaften. "Det er en ære – det hjælper både os og dem," siger Gitte.
I år, hvor mange mennesker er økonomisk presset, vil Gitte spørge gæsterne om at bidrage med 50 kr. Gitte laver gerne al maden, men takker ja til et lille bidrag, som går til maden. Selvom økonomien ikke er den stærkeste, køber Gitte hvert år en lille gave til alle sine gæster, og i år er ingen undtagelse. Gitte mener, at mange af gæsterne har en tragisk historie bag deres juleaften, og derfor er en lille gave ekstra vigtig.
Det højeste antal gæster, Gitte og hendes familie har haft til juleaften, er 14 personer, som alle kom gennem Julevenner.dk. "Det er sådan, vi holder juleaften nu," siger Gitte.
Opret dig og skab dine egne fælleskaber. Boblberg er et trygt og sikkert medie, hvor dine oplysninger er beskyttet.
Hvad venter du på? Gør som 694.294 andre, og opret dig gratis i dag.