Christina har altid set julen som en tid til at være sammen og skabe gode minder. Med tre børn i alderen seks til 17 og et hjem fyldt med varme juleforberedelser, besluttede hun spontant at åbne døren for en julegæst gennem Julevenner. Ideen kom fra en gruppe, hun havde set, og det virkede som en hyggelig måde at inkludere ekstra gæster i deres juletraditioner.
Få timer før juleaften meldte en ung australsk kvinde ved navn Ariel sig. Ariel, der var udvekslingsstuderende, havde aldrig oplevet en dansk jul – eller set sne – og var meget spændt på, hvad aftenen ville bringe.
Da Ariel ankom kl. 17, blev hun mødt af et julepyntet hjem, duften af andesteg og et smilende selskab bestående af Christina, hendes eksmand, deres tre børn og den ældste søns kæreste. Stemningen var straks varm og imødekommende, og Ariel blev hurtigt en del af familiens juleaften.
Aftenen bød på alt, hvad en klassisk dansk jul indebærer. Ariel smagte and, flæskesteg og risalamande for første gang og blev hurtigt begejstret for den danske madkultur. Da de dansede om juletræet og sang julesange, lyste hendes øjne af fascination og glæde. Pakkeleg blev en stor succes, og latteren fyldte stuen, mens de hyggede sig langt ud på aftenen.
Ariel fortalte om australske juletraditioner, hvor strandture og barbecue ofte var i centrum. Christina og børnene lyttede med stor interesse og begyndte at drømme om en juleaften under sydens sol. Ariel nævnte også, at hun havde set sne fra toget tidligere på dagen – en oplevelse, der var magisk for hende. Selvom der ikke var sne juleaften, elskede hun den kolde, danske jul og beskrev aftenen som en af de bedste i hendes liv.
Da klokken slog midnat, og Ariel skulle hjem, gav hun Christina og børnene en varm afsked og inviterede dem til Australien en dag. De udvekslede billeder og kontaktinformationer.
For Christina var oplevelsen en påmindelse om julens magi og styrken i at dele traditioner.
"Jeg elsker idéen bag Julevenner. Det kræver kun en ekstra stol og tallerken. Det skaber minder for livet, og jeg vil helt sikkert melde mig som julevært igen en anden gang," siger Christina.
Opret dig og skab dine egne fælleskaber. Boblberg er et trygt og sikkert medie, hvor dine oplysninger er beskyttet.
Hvad venter du på? Gør som 694.280 andre, og opret dig gratis i dag.