
Røde Kors Besøgstjeneste i Låsby
Ensomhed er et stigende problem i Danmark. Den har ingen alder, men sniger sig ind på os, isolerer os fra fællesskabet og forringer vores livskvalitet.
Følelsen af ensomhed kan ramme alle, og der kan være mange forskellige grunde til den. Måske føler du dig ensom, fordi dine venner er faldet fra, eller fordi din familie er langt væk? Måske har du svært ved at komme ud blandt andre, eller måske mangler du en at tale med om stort og småt – om hverdagen og livet.
Vores besøgsvenner er helt almindelige mennesker; pensionister, unge, mennesker i arbejde og studerende. De er alle frivillige i Røde Kors med lyst til at gøre en forskel og være noget for andre. De har altid relationen og nærværet for øje, og vi gør meget ud af at finde en besøgsven, der passer til dig.