headspace er et anonymt og gratis rådgivningstilbud for børn og unge i alderen 12-25 år. I headspace er ingen problemer for store eller små, og derfor har vi samtaler med unge om alt fra kærestesorger og konflikter i familien til svære følelser som ensomhed og lavt selvværd. I en headspace-samtale får den unge plads og tid til at tale om det, de har på hjerte, og som rådgiver er din vigtigste opgave ikke at løse den unges problem, men at lytte og støtte den unge.
At være frivillig i headspace
Som frivillig i headspace får du først og fremmest mulighed for gennem samtaler at gøre en forskel for unge, der har det svært på den ene eller anden måde. Herudover bliver du en del af et hyggeligt socialt fællesskab med andre frivillige, der ligesom dig brænder for at hjælpe de unge på deres egne præmisser. Du bliver klædt på til arbejdet i headspace med et to-dages kursus om samtaler og samtaleteknik i headspace, og du får løbende supervision og sparring i hverdagen. Herudover er du aldrig alene om opgaven, da vi altid er to rådgivere til en samtale.
Vi forventer at...
• Du har lyst til at gøre en forskel for de unge ved at lytte og skabe tryghed, når du taler med andre mennesker
• Du tør dele din tvivl med dine kolleger og deltage i obligatorisk gruppesupervision.
• Du vil være med til at skabe en god stemning og deltage i hyggelige snakke, der skaber en social og givende frivilligkultur samt deltage i diverse sociale arrangementer.
• Du har en interesse for unge mennesker, og hvordan man kan hjælpe dem. Du er f.eks. studerende eller færdiguddannet inden for det socialfaglige område (fx socialrådgiver, pædagog, sygeplejerske). Eller måske har du selv noget livserfaring med i bagagen, som har givet dig forståelse og sympati for sårbare unge. Måske har du en helt anden baggrund, men har mod på at lære, hvordan vi møder de unge i headspace? Så skal vi nok sørge for at klæde dig på til opgaven.
• Du kan bruge 12 timer om måneden på arbejdet i headspace, i vores åbningstid tirsdage, onsdage og torsdage kl. 12-18.
• Du har mulighed for at deltage til næste introweekend den 2.-3. maj kl. 10-16.
Lyder det som noget for dig?
Find ansøgningsskemaet på vores hjemmeside www.headspace.dk under fanen ”Sådan bliver du frivillig” og send det til kks@headspace.dk. Mærk din ansøgning ”Hvidovre”.
Opret dig og skab dine egne fælleskaber. Boblberg er et trygt og sikkert medie, hvor dine oplysninger er beskyttet.
Hvad venter du på? Gør som 643.244 andre, og opret dig gratis i dag.