
Idrætstilbud for psykisk sårbare
IF Limone er en non-profit idrætsforening, der tilbyder motion og socialt samvær, fortrinsvis til sårbare mennesker. Vi har forskellige idrætsgrene på skemaet og deltager flittigt i forskellige idrætsstævner. Desuden arrangeres forskellige sociale arrangementer f.eks. klubaftener, jule- og sommerfester.
Foreningen har eksisteret siden 2007 og blev stiftet med formålet og håbet om, at skabe et sundhedsfremmende tilbud, der udvikler den enkeltes kompetencer både fysisk, psykisk og socialt. Medlemmer får bl.a. støtte til at bryde isolation, opbygge sociale netværk og deltage i lokalsamfundet på lige fod med andre.
IF Limone er en velfungerende forening med p.t. 120 medlemmer, der primært udgøres af mennesker med psykiske sårbarheder, der måske oplever det som en udfordring, at føle sig inkluderet i de eksisterende motionsklubber. IF Limones værdier er bl.a. at give medlemmerne mulighed for at dyrke idræt i et trygt miljø, hvor der er lagt vægt på at styrke den enkeltes sundhed og sociale trivsel.
www.iflimone.dk