Boblberg logo
København: Frivillig mentor?

København: Frivillig mentor?

MØD EN ETNISK MINORITETSKVINDE FRA DIT LOKALOMRÅDE I 4 TIMER OM MÅNEDEN, OG GØR EN STOR FORSKEL FOR HENDE.

Vil du hjælpe etniske minoritetskvinder med at finde et job, klare hverdagens udfordringer eller øve dansk?

- Så bliv frivillig social mentor for én, der søger viden om dansk social- og arbejdsmarkedskultur, kommunikation med det offentlige og netværk.

HVORFOR BLIVE SOCIAL MENTOR?

• På få timer om måneden kan du gøre en stor forskel for en medborger.

• Få praktisk erfaring med mentorværktøjer.

• Du får mulighed for at erfaringsudveksle og networke med andre frivillige i projektet.

• Du kan udbygge eget netværk og få kendskab til lokale frivillige indsatser.

• Du modtager sparring og rådgivning fra mentorkonsulenter under forløbet.

HVAD SIGER JEG JA TIL?

• At blive matchet med én kvinde.

• At mødes med din mentee ca. fire timer om måneden i 6-12 måneder. Vi anbefaler, at første møde afholdes i Integrationshuset Kringlebakken. Du og din mentee tilpasser løbende tidsforbruget ud fra behov og muligheder.

• At udfylde en online GDPR-sikret profil og deltage i et kort indledende telefoninterview, som vi bruger til at sikre det bedste match.

• Løbende telefonisk sparring fra en af vores mentorkonsulenter, som byder ind med gode råd og værktøjer.

HVEM KAN BLIVE MENTOR?

Du kan blive mentor, hvis du er en tålmodig og lyttende kvinde på minimum 35 år, der bor eller arbejder i eller omkring København Kommune. Du skal have viden om og erfaring med arbejdsmarkedets eller uddannelsessystemets krav og normer, og have lyst til at videregive denne til din mentee. Det betragtes som en fordel, hvis du har kendskab til målgruppen, sproglige kompetencer, kulturel viden og/eller tidligere erfaring med frivilligt arbejde. Dette er dog ikke et krav for at være mentor.

HVEM ER KVINDERNE OG HVORDAN KAN DU HJÆLPE?

Målgruppen er socialt udsatte etniske minoritetskvinder mellem 18 og 60 år. De er typisk fra ikke-vestlige lande, og bor i din egen eller i din nabokommune. Nogle har kun boet i Danmark i få år, og har et meget begrænset kendskab til det danske sprog, job- og uddannelsessystem, mens andre har boet i landet i mange år, og møder fortsat sproglige, sociale eller økonomiske problemstillinger. Kvindernes udfordringer er individuelle, men kan generelt komme til udtryk ved mistrivsel, begrænset tro på egen handleevne samt manglende motivation og ressourcer. Målgruppen er typisk på overførselsindkomst, mens andre er ægtefælleforsørgede, og står derfor helt uden for kommunale tiltag. Herudover kan der være barrierer som:

• Manglende sproglige kompetencer.

• Manglende kendskab til IT.

• Manglende kendskab til uddannelsesmuligheder og arbejdsmarkedet, herunder krav og normer.

Som social mentor kan du være med til at gøre en stor forskel! Ved at indgå i en tillidsfuld én-til-én relation med kvinden, hvor I klarlægger og afhjælper nogle af hendes sproglige, sociale og økonomiske udfordringer, kan I i fællesskab øge hendes trivsel og handleevne. Kvindernes behov og ønsker er individuelle, hvorfor det enkelte forløb kan variere meget. Du kan eksempelvis gøre en forskel gennem:

• Støtte og vejledning i hverdagens udfordringer (fx støtte i kontakt til kommunen, jobcenteret og/eller andre offentlige myndigheder).

• Hjælp til tekniske udfordringer (fx hjælp til at bruge NemId, E-boks el.lig.).

• Hjælp til at søge frivilligt arbejde, job eller uddannelse.

• Støtte i at udbrede hendes netværk og kendskab til København.

• Hjælp til at øve dansk.

• Sparring omkring hendes økonomi, boligsituation el.lig.

Vi forventer IKKE, at man kan besvare alle spørgsmål, og/eller give kvinden et lønnet eller frivilligt arbejde. Det handler om hjælp til selvhjælp. I disse corona-tider forventer vi bestemt heller IKKE, at man mødes med nogen foreløbigt. Vi i Foreningen bruger tiden på at klæde de frivillige på til rollen over telefon og mail, som vi plejer, så man føler sig klar til sit første møde med sin respektive kvinde, når tiden er til det.

Møderne holdes nær dig, så du ikke skal bruge tiden på transport – præcis hvor, bestemmer du sammen med din mentee. Oftest vælger mentorpar at mødes på en cafe, bibliotek, på mentors arbejdsplads eller lignende.

LYDER DET SOM NOGET FOR DIG?

Så er du velkommen til at sende mig en privat besked her på Boblberg eller kontakt mig på mail: ns@foreningen-nydansker.dk

Jeg svarer dig så hurtigt som muligt, og aftaler et tidspunkt, hvor vi introducerer dig til projektet, og klæder dig på til frivillig-rollen. I den forbindelse har du muligheder for at stille spørgsmål. Vi vil ligeledes stille dig et par opfølgende spørgsmål for at sikre det bedste match.

Tusind tak på forhånd.

De bedste hilsener,

Nikolaj Stenkvist

Projektkoordinator

Q – et frivilligt fællesskab for etniske minoritetskvinder

Tilmeld dig og kontakt foreningen

Blev du inspireret?

Opret dig og skab dine egne fælleskaber. Boblberg er et trygt og sikkert medie, hvor dine oplysninger er beskyttet.

Hvad venter du på? Gør som 591.239 andre, og opret dig gratis i dag.

Opret dig gratis her