
DOF Frederikshavn Aftenskole
Vores medlemskab i Dansk Oplysnings Forbund og et nært samarbejde med aftenskoler i ti andre byer landet over giver os adgang til viden og ressourcer, der understøtter vores ambition om at være den mest dynamiske aftenskole i Frederikshavn. Det giver os bl.a. mulighed for at tilbyde efteruddannelse og kvalificeret, faglig sparring, således at vore kursister altid bliver mødt af en velforberedt underviser.
Ud over vores udbud af almene aktiviteter med en bred målgruppe, så tilbyder DOF Frederikshavn også hold for personer med særlige behov. Vores ridehold for handicappede har nu igennem flere år været et fast indslag i tilværelsen for en stor gruppe brugere, der ikke har mulighed for at dyrke sport eller anden fysisk aktivitet på ordinære vilkår, og vores nyeste tiltag, Lungekoret, er en både fornøjelig og effektiv måde at opnå forbedret iltoptag, hvis man af den ene eller den anden årsag lider at nedsat lungefunktion.
DOF Frederikshavn er en aftenskole for alle, og vi sætter stor pris på ris, ros og nye ideer fra såvel nuværende som potentielle deltagere. Skriv derfor meget gerne til os, hvis du savner noget i vores program.