Gråsten Sejlklub
OM GRÅSTEN SEJLKLUB
Gråsten Sejlklub blev stiftet i 1929 af en række Gråstenere, som havde interesse i at sejle kapsejlads. Man havde dengang til huse forskellige steder i Gråsten bl.a. i det tidligere kurhotel – nu Gigthospital. Broanlægget lå ud for slagteriet.
Under krigen måtte man ikke sejle udenfor Egernsund, hvorfor kapsejladserne var begrænsede til Nybøl Nor.
I en årrække var det jollerne, som dominerende klubben. Dengang havde man plads på havnen i Egernsund og her udviklede der sig en stærk gruppe kapsejlere, der hovedsagelig sejlede i piratjoller.
Sidst i halvtredserne da optimistjollen kom frem, byggede man en række joller til unge sejlere i Egernsund, Alnor og Gråsten og det blev begyndelsen på klubbens juniorarbejde.
En overgang havde klubben også en klubbåd, som var en 20 fod klinkbygget træspidsgatter. Klubben havde på dette tidspunkt også bedding for kølbåde på Fiskenæs.