Kunstforeningen har hjemme i Helleruplund Sognegård – bag ved kirken. Her har den nu gennem 30 år skabt fællesskab om god kunst ved at arrangere 6-8 kunstudstillinger om året. Udstillingerne åbnes alle under hyggelige former med vin og snacks og et velkomstarrangement med poetiske og gerne også musikalske indslag. På udstillingernes sidste dag arrangeres en salon, hvor kunstneren fortæller om sin kunst og giver anledning til spørgsmål og gode drøftelser, mens der serveres varm chokolade – ligesom på guldalderens saloner.