Kan du hjælpe en nydansker?
Jeg hedder Jette og leder Mentornetværk i Esbjerg/Varde.
Som frivillig forening hjælper vi udenlandske mennesker i begge kommuner med at finde en dansktalende person, de kan mødes med. Derigennem får de større netværk, lærer bedre dansk, og får større indsigt i den danske kultur og nærområdet.
Har du lyst til at komme forbi og høre mere herom, er du i den grad velkommen. Du byder ind med minimum 2 timers samvær om måneden i 3-12 måneder.
Vi har lige nu 14 nydanske immigranter i Esbjerg og 5 i Varde, som venter på at blive matchet med hver deres mentor.
Nogle er højtuddannede, nogle er analfabeter. Nogle flygtninge, nogle studerende, andre familiesammenførte, nogle kommet med job i fokus fra dag ét.
I Mentornetværk møder vi så mange skønne mennesker hele tiden.
Alle kommer med lyst til at finde større nærvær og hjælp til selvhjælp. Jeg ville ønske, jeg selv kunne blive mentor for dem alle sammen, men tiden foreslår ikke.
Som mentor gør du en stor forskel, og lærer samtidig en del om en anden person, kultur og vinkel på Danmark.
Venlig hilsen
Jette Holten
Mentornetværk i Esbjerg/Varde