Det var fremsynede idrætsledere, der 1. januar 1975 fik gennemført en sammenslutning af byens to gamle idrætsforeninger – Varde Gymnastikforening og Varde Boldklub – og dermed skabte grundlaget for Varde Idrætsforening. Ifølge de gamle protokoller var målet med den nye stor-forening ”at bortrydde snævre foreningsskel og derigennem give så mange som muligt, unge og ældre, lejlighed til at dyrke idræt under mere ideelle forhold”.
Inden sammenslutnings-protokollen kunne underskrives, havde Varde Idrætsforening dog været igennem en svær fødsel. Allerede i 1969 fortæller gamle referater om tre tidligere, men forgæves forsøg på at gennemføre en sammenslutning af VG og VB. I oktober samme år indkaldtes til et fællesmøde for at forsøge en fusion for 4. gang.
Først ved 5. forsøg i 1974 blev sammenslutningen så en realitet. VIF var Vardes nye store forening med omkring 1800 medlemmer fordelt på fodbold, gymnastik, svømning og volleyball. VIFs første formand var Asger Enevoldsen.
43 VIF-fodboldhold blev tilmeldt turneringen for den nye forening i 1975, førsteholdet i Jyllandsserien.
De to ”moderklubber”
VG (Varde Gymnastikforening) dateres tilbage til 1921, hvor man med 33 medlemmer startede med fodbold, gymnastik og Kricket.
VB (Varde Boldklub) blev stiftet i 1944 og startede oprindeligt under navnet AB (Arbejdernes Boldklub) i 1954 ændredes navnet til VB, der kun spillede fodbold.
VIF en af Jyllands største fodboldklubber
Når man taler om fodbold i Varde IF, så er der naturligvis ingen tvivl om, at man både taler om dame- og herrefodbold. Damefodbolden blev ved sammenlægningen i 1975 tilført fra VB sammen med herrefodbolden, som VG også bidrog med, endog med det højest rangerende hold.
Klubbens første spilledragt, som i øvrigt blev udvalgt ud fra en mannequin udstilling opstillet på Markedskroen, blev den orange, hollandske landsholdsdragt. Den opfyldte kriterierne – den måtte ikke indeholde de ”gamle” farver i blåt og hvidt fra VB og VG´s grønne og hvide farver. Klubfarverne er siden skiftet til Hvid og Sort.
VIF har igennem alle årene været en klub, der har markeret sig med sin bredde, således var klubben i 1996 den fodboldklub i Jylland der havde flest medlemmer – godt 750 aktive fodboldspillere, og man har i de seneste ca. 10 år ligget blandt de 10 største klubber i Jylland. Det skyldes ikke mindst det store lederarbejde der udføres blandt de i øjeblikket ca. 175 frivillige, ulønnede ledere i klubben.
Det gyldne 10-år
Det gyldne 10-år i VIF-fodbold ligger i perioden 1984 – 1994, hvor herrerne spillede i Danmarksserien samt 3. og 2. division, og hvor damerne spillede i Danmarksserien, 1. division og elitedivisionen. Den nuværende stadionrekord på Varde Gl. Stadion blev da også sat i den periode med 3200 tilskuere.
I 1988 lykkedes det for træner Kaj Nielsen at rykke damerne op i 1. division, og året efter førte han holdet frem til det hidtil bedste dame-fodboldresultat i VIFs historie – bronze til 1. divisionsdamerne fra Varde. 1. division var på daværende tidspunkt den højest rangerende række inden for damefodbold. I 1993 spillede damerne sig op i den nyoprettede Elitedivision, hvor det dog kun blev til et kort ophold, da de allerede samme efterår måtte tilbage til 1. division. Efter forårets kampe I 1994 gik det så atter op i elitedivisionen, men igen kun et kort ophold. Da efterårets kampe var overstået var holdet tilbage i 1. division.
I 1997 måtte damernes førstehold en tur ned i Danmarksserien, men I 2001 spillede de sig atter op i 1.division og har siden været med til at præge toppen af rækken. I dag spiller VIF damernes førstehold i 1. division, og 2.holdet i Jyllandsserien og der arbejdes stærkt på at disse positioner forbedres så klubben kan opnå status som Elitedivisionsklub.
I 1990 placerede herrerne sig som nr. 2 i 3. division og sikrede sig dermed oprykning til 2. division. I den efterfølgende sæson var man på sportsligt niveau med EfB, hvilket gav nogle særdeles drabelige lokalopgør. I samme periode blev Næstved fra den bedste række i øvrigt ekspederet ud af pokalturneringen med en hjemmesejr på Varde Gl. Stadion. Grundstammen på dette hold var et hold, som nogle år tidligere havde spillet med i Ynglinge DM-rækken krydret med spillere fra omegnsklubberne.
Efter at have været en tur nede i serie 1 rykkede holdet i 1998 op i Jyllandsserien og i 2000 op i Danmarksserien, hvor de i dag spiller, og klubben arbejder stærkt for, at VIF skal være med til at præge fodbolden i Sydvestjylland som områdets næsthøjest rangerende klub efter EfB ligesom førsteholdet skal være med til at præge Danmarksserien – og i bedste fald opnå divisionsstatus. Klubben har et godt samarbejde med ”storebror” i området EfB med henblik på udvikling af spillere. Klubbens øvrige herresenior hold spiller i serie 2, 2 hold i serie 4 og 3 hold i serie 5.
Ungdom
På ungdomsområdet har VIF altid stået stærkt, og et af formålene har altid været at kunne tilbyde fodbold til såvel bredde som elite. Bredden har altid været der, mens det indimellem har knebet på eliteplan. Enkelte årgange har dog været med til at sætte sit præg på Jysk og Dansk fodbold, især i slutningen af halvfemserne markerede VIF sig stærkt i Ungdomsrækkerne.
Ungdomsafdelingen har altid haft tradition for at deltage i forskellige turneringer i ind- og udland.
I halvfjerdserne og firserne deltog klubben således i Scandia Cup, en sommerturnering for drengehold hvor afviklingen gik på skift mellem Vardes venskabsbyer Levanger fra Norge, Kramfors fra Sverige og Halliko fra Finland samt et hold fra Hamburg klubben Gross Flotbeck. Ligeledes blev Vildbjerg Cup i en årrække flittigt besøgt og i 1996 lykkedes det VIFs drenge mesterrækkehold at vinde turneringen, men også udlandet har haft besøg af hold fra VIFs ungdomsafdeling. Således har klubben ud over Norge, Sverige, Finland og Tyskland bl.a. haft hold til turneringer i Ungarn, Italien og Holland.
Op gennem halvfemserne fik pigefodbolden et boom der også blev mærkbart i Varde. I 1999 fik VIF et damejunior-DM hold. Det blev første år til en 4. plads. Det store år kom dog året efter, hvor såvel herrejuniorholdet som damejuniorholdet fik divisionsstatus. Herrejuniorholdet placerede sig flot i den næstbedste divisionsrække, men endnu flottere var det da damejunior suverænt vandt DM og i øvrigt producerede den ene U-17 landsholdsspiller efter den anden. Det var stammen fra dette hold der også i 2000 suverænt vandt Ekstrabladets skolefodboldturnering. I 2001 forsvarede damejunior-DM holdet sit danmarksmesterskab, i 2002 blev det til bronzemedaljer og i 2003 blev det til en fjerdeplads til de stærke piger, og det er pigerne fra disse hold der nu er med til at sætte sit præg på VIFs damehold i 1.division.
For de helt små i VIFs micro-/miniputafdeling er der også stor aktivitet med ca. 240 medlemmer. Her er der af hensyn til de små, for at undgå de lange cykelture gennem byen, arrangeret træning i hver ende af byen. Da det første gang blev arrangeret tilbage i 1986 bevirkede det straks en stigning i de mindstes medlemstal på ca. 50 %. Samtidig virkede den store klub lidt mindre, lidt mere nær og det blev nemmere at skaffe frivillige ledere gennem forældre rekruttering.
Opret dig og skab dine egne fælleskaber. Boblberg er et trygt og sikkert medie, hvor dine oplysninger er beskyttet.
Hvad venter du på? Gør som 632.188 andre, og opret dig gratis i dag.