Boblberg logo
Det Kongelige Danske Musikkonservatorium

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium

DKDM – musikkonservatorium og musikalsk kraftcenter

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium er et kraftcenter i det klassiske musikliv, der står for det højeste internationale niveau og måler sig og samarbejder med en række af de bedste konservatorier i verden. Her udbydes de højeste uddannelser inden for musik og musikpædagogik varetaget af et lærerkorps, der rummer en række af musikkens helt store navne, herunder mange internationale kapaciteter, der bl.a. er tilknyttet som gæstelærere. Uddannelsesmiljøet er meget internationalt og præget af et sundt konkurrencebetonet samspil mellem de studerende, danske såvel som internationale.

UDDANNELSERNE

Konservatoriet udbyder en bred vifte af uddannelser på bachelor-, kandidat- og solistniveau med sigte på et arbejde som musiker, organist, komponist, musiklærer, tonemester eller til anden beskæftigelse inden for musik. Overbygningsuddannelserne videreuddanner de studerende op til allerhøjeste niveau som solist, operasanger, komponist eller dirigent.

KUNST OG UDVIKLINGSVIRKSOMHED

Udover uddannelserne har konservatoriet vigtige opgaver inden for kunstnerisk og pædagogisk udviklingsvirksomhed og forskning samt aktiviteter, der fremmer både musik og musikkultur (koncerter, festivaler, CD-indspilninger, bogudgivelser etc.).

KONCERTUDBUD OG MUSIKALSK MANGFOLDIGHED

Den klassiske musik er en central del af vores kultur og kulturarv, og for DKDM betyder det i praksis, at uddannelserne og det store udbud af offentlige koncerter tager afsæt i mere end fem hundrede års musik – helt frem til de nyeste strømninger. Det er en kolossal musikskat præget af en stor mangfoldighed mht. stilarter, genrer og udtryksmåder, som det er både forpligtende og inspirerende at videreudvikle og løbende aktualisere, så den fortsat vil have betydning for moderne mennesker og dermed vort samfund.

SAMARBEJDSPARTNERE

Som hovedstadskonservatorium har DKDM et omfattende netværk af samarbejdspartnere, der på afgørende måde beriger uddannelserne og den øvrige virksomhed. Internationalt samarbejder konservatoriet med førende konservatorier i Europa, USA og Kina, og på den nationale front omfatter samarbejdet de øvrige kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet og flere førende universiteter. En særlig status har samarbejdet med Det Kgl. Teater – ikke mindst vedr. den fælles drift af Operaakademiet, og samarbejdet med Copenhagen Phil og DR.

BYGNINGSRAMMER I TOPKLASSE

Konservatoriet har til huse i ikoniske bygninger tegnet af arkitekten Vilhelm Lauritzen (det tidligere Radiohus), som rummer helt moderne undervisnings- og øvelokaler samt fremragende koncertsale og optagestudier i international topklasse.

DKDM byder alle hjerteligt velkommen.

Tilmeld dig og kontakt foreningen

Blev du inspireret?

Opret dig og skab dine egne fælleskaber. Boblberg er et trygt og sikkert medie, hvor dine oplysninger er beskyttet.

Hvad venter du på? Gør som 645.316 andre, og opret dig gratis i dag.

Opret dig gratis her