HG Badminton
Det officielle navn er Herlufsholm Gymnastikforening, Badmintonafdeling - til daglig blot Herlufsholm Badminton eller HG Badminton.
Badmintonafdelingen har medlemmer i alle aldre fra 7-8 år og op til 80 år eller mere. Udover de aktive medlemmer har badmintonafdelingen en større gruppe passive medlemmer, som støtter afdelingen alene i kraft af deres medlemskab.
Spillerne er fordelt i 3 grupper med hver deres spillerudvalg. Spillerudvalget varetager spillernes sportslige og sociale interesser og sørger således for både sportslige og sociale arrangementer for henholdsvis ungdoms- og seniorspillere samt motions- og veteranspillere.
Et af vores overordnede mål er, at det skal være sjovt at spille badminton uanset alder, evner og anlæg. Desuden er sammenhold, sportsånd og godt kammeratskab værdier, som har præget HG Badminton i mange år. Det er værdier, som vi stadig værdsætter og forsøger at videreføre. Det, at vi kan præstere resultater, er et af formålene med at deltage i stævner og turneringer, og det er også med til at styrke sammenholdet.