Fjerritslev Badmintonklub (FjBk) har igennem lang tid haft omkring 125-130 medlemmer, og vores medlemsskare strækker sig nu fra MINITON til U9-U17 ungdomsspillere og videre til seniorer og motionister/veteraner. Udover ugentlige træninger for både ungdomsspillere og seniorer, tilbyder vi tirsdagstræning for motionister, samt almindelig baneleje 3 aftener om ugen. I sæsonen 2019-2020 startede vi med Miniton træning for de allermindste (3-6 årige), og det fortsætter vi med i denne sæson.
I FjBk er der plads til alle med lyst til badminton. Vi har fokus på at udvikle klubben, så vi fastholder bredden og fællesskabet i vores medlemsskare, og det allervigtigste er, at det skal være sjovt og lærerigt at gå til badminton. Vi styrker fællesskabet bl.a. ved at arrangere opstartsweekend, klubtur, juleafslutning med hyggelig ”forældre-barn” turnering og fællesspisning, og så selvfølgelig klubmesterskaber for både ungdom, senior og motionister. Vi har et ungeråd, som arrangerer hyggelige arrangementer for ungdomspillerne, og så har vi en masse fantastiske forældre der stiller op, når der skal køres til stævner, medbringes forplejning til arrangementer og meget andet.
Trænerteamet består af seks trænere og fire hjælpetrænere, en Minitontræner samt to motionisttrænere. Hvert år deltager vi i udvalgte pointgivende stævner i Nordjylland, hvor alle årgange og rækker kan være med, og vi deltager i holdkampturneringen i Nordjylland (både i ungdoms- og seniorrækkerne), samt i DM for ungdomsspillere (DMu).
FjBk er også med i netværket Fjerbold Jammerbugt, hvor vi samarbejder med de andre klubber om at arrangere begynderstævne, fællestræning for ungdomsspillere og kommunemesterskaber for både ungdom, senior og motionister.
For yderligere spørgsmål om klubben, kontakt Formanden Sine Frandsen på sine@fjbk.dk
Følg os på facebook, hvor vi løbende opdaterer med nyt fra klubben
Opret dig og skab dine egne fælleskaber. Boblberg er et trygt og sikkert medie, hvor dine oplysninger er beskyttet.
Hvad venter du på? Gør som 642.532 andre, og opret dig gratis i dag.