
Ringsted IF Herrefodboldafdeling (RIF Fodbold)
RIF Herrefodbold er stiftet 1. maj 1903, og kunne således i år 2003 fejre 100 års jubilæum.
Klubbens sportslige højdepunkter startede i 1986, da klubben for første gang rykkede op i Danmarksserien. I 1988 rykkede klubben op fra Danmarksserien, og kunne for første gang kalde sig divisionsklub i 3. division øst. I 1991 spillede klubben om oprykning til 1. division, men tabte playoff kampene til Nr. Åby.
Klubben har siden haft en tilværelse i Sjællandsserien og Danmarksserien, men oplevede dog et dyk i 2000, da man rykkede ned i serierækkerne. I sæsonen 2014/2015 blev klubben fanget af omstruktureringer i Danmarksserien, og det kostede en nedrykning til Sjællandsserien. Det er klubbens målsætning, at klubbens førstehold skal spille i minimum Danmarksserien.
Udover seniorafdelingen, så har klubben i dag også en spirrende børne- og ungdomsafdeling, og pr. 1. september 2016 er der i alt registreret 529 medlemmer i RIF Fodbold.