Ballerup historisk forening
Ballerup Historiske Forening blev stiftet i 1936. Foreningen tog initiativ til oprettelsen af et egnsmuseum, som den i en lang årrække drev ved hjælp af frivillig arbejdskraft. I dag bliver Ballerup Museum drevet som en selvstyrende fond, og Ballerup Historiske Forening fungerer som museets venneforening. To repræsentanter fra foreningens bestyrelse sidder i museumsfondens bestyrelse, og foreningen og museet samarbejder løbende om formidlingsaktiviteter.
Foreningens formål er at virke for at udbrede kendskab til områdets arkæologiske, historiske, topografiske og kulturelle forhold samt støtte bestræbelser for oprettelse og bevarelse af de i området værende kulturminder. Formålet søges fremmet ved udgivelse af bladet Byhornet samt afholdelse af erindringstræf, foredrag og udstillinger. Foreningen står desuden for udgivelse af film og bøger med lokalhistorisk indhold.