
Låsbyæblets Venner
Der var engang……et æbletræ……et Låsbyæble-træ
Sådan begynder et rigtigt eventyr, også historien om Låsbyæblet, da en tilfældig æblekerne spirer og vokser op til et nyt træ ved Rytterhuset i Låsby. Således opstår for 200-250 år siden ved et sammentæf af naturens luner et sundt og velsmagende æble, der blev værdsat og efterstræbt af folket, og kun kendt i Låsby og nærmeste omegn. Datidens skik og brug var ellers, at nye spændende æbler blev bragt til kongen til bedømmelse, og fandt kongen æblet attraktivt, blev det godkendt til opformering i det ganske land. Låsbyæblet var på alle måder et vellykket produkt, hårdfør, velduftende, rødt, sødt, saftigt og smagfuldt. Det er derfor nærliggende at tro, folk her på egnen har vogtet nidkært på dette unikke produkt, og på denne måde sikret sortens eksistens i dag.
At Låsbyæblet har overlevet så mange år skyldes tilfældigheder, mange andre sorter som levede på daværende tidspunkt er for længst bukket under og borte.