Boblberg logo
....🎵....rigtige venner....🎵....Casper

....🎵....rigtige venner....🎵....

Hej alle!

Jeg er en fyr på 44 år, der søger nye, meningsfulde og ægte venskaber.

Jeg er oprindeligt fra Aalborg, men flyttede til København for 19 år siden, hvor jeg nu er bosat på Frederiksberg. Jeg må tilstå, at jeg aldrig har formået, at skabe eller beholde en fast omgangskreds, og derfor er lidt ensom. Folk er faldet fra i forbindelse med sygdom, har stiftet familie eller syntes muligvis bare at jeg er en klaphat. Og så var der selvfølgelig Jacob, der flyttede tilbage til Vejle, den skiderik.

Den sidste håndfuld år har jeg desværre været sygemeldt med angst og OCD, og kan se, at det altså heller ikke er hér, at folk kommer væltende.

Jeg bakser også med dødsangst. På mine egne, folk, jeg elsker's eller folk jeg ikke kender's vegne. Det er nok det hårdeste, jeg nogensinde har været ude for, og en af mine største udfordringer. Det er ikke noget, man kan se på mig, eller noget, jeg skilter med - bortset fra hér, altså. Det holder mig heller ikke ude af døren, selv om, min angst og min hjerne fortæller mig, at jeg kan blive ramt af et flygel eller trampet ned af en flok vilde elefanter, hvilket splitsekund, det end måtte være. Til gengæld bruger jeg en del krudt på at holde mig ordentlig og ærlig i karma-politiets navn. Jeg fejler ofte. Fælt.

Jeg er vist lidt af en social amøbe. Jeg har en tendens til at være lidt for ærlig, da det falder mig mest naturligt. Desværre kan det sommetider godt skræmme folk væk. Jeg er heller ikke interesseret i fodbold og biler, som så mange andre fyre.

Musik, derimod, er uden tvivl min helt store interesse og passion. Jeg har i mange år arbejdet med musik, elsker at nørde og gå på opdagelse i det, og generelt fylder det alle mine vågne timer. Jeg har en bred interesse og smag i både det, som anmelderne vil kalde "stor kunst", men også i en god, gedigen, gammeldaws omgang røvballe-rock/pop/disco/funk/soul/o.s.v. Jeg har også en stor interesse i film, har set en pæn sjat, og kan også snildt være med på en snak, hér :)

Derudover er jeg slemt glad for hunde og drømmer om engang at have min egen. Jeg er interesseret i selvudvikling, og i at lære af de lektier, livet giver mig. Jeg vil gerne være med til at gøre verden til et bedre sted, men kan finde det svært, hvor jeg lige skal gribe og gøre. Jeg vil rigtigt gerne finde en platform, hvor jeg kan give MIT bidrag. Jeg kan godt lide dybe samtaler, men syntes, det er lang tid siden, jeg sidst har haft en. Jeg kan også godt lide at snakke om løst og fast og "ingenting"....det behøves slet ikke altid være så højpandet :)

Jeg er spirituelt interesseret, og uden at kunne definere præcis "hvem, hvad & hvor", så tror jeg helt klart på, at der er "mere-mellem-himmel-og-jord". Det er ikke et must, at du også tror på dette, men syntes du omvendt, at det er helt gak-gak og ren tågesnak? Ja, så bliver du sgu nok hurtigt træt af, at jeg går og tænker, at du da må være rablende vanvittig, IKKE at tro på den slags ;) Så er du åben for spirituelle tanker, eller interesserer dig for universet omkring os, er det et stort plus.

Jeg skriver også lidt, hist og pist, men der er endnu ikke kommet en bogudgivelse ud af disse hænder. Egentlig kan jeg måske også bedst li', at det mest bare lige er nogle små-skriblerier og sætninger, jeg skal have afløb for. Den helt store idé, som jeg slet ikke har kunnet slippe igen, er i al fald udeblevet, for nuværende. So, until then....

Jeg går næsten dagligt nogle forholdsvis lange ture, og kan godt føle mig lidt ensom, når jeg ser venner, familier og kærestepar, der hygger sig og har det sjovt sammen. Derfor søger jeg vel noget af det samme....selskab. Vi kunne starte med at gå en tur og tage en sludder for en sladder. Hvis vi er dus, er jeg frisk på ting som f.eks. at lave mad, spille brætspil. se film, tage til koncerter, drikke sig sjask-plørede, kæmme lus og tage kontrol over dansegulvet. Sammen.....ikke hver for sig!

Så ja.

Jeg ved sgu nok ikke helt, hvad jeg vil med livet, eller hvad det egentligt lige er, livet vil med mig. Gode oplevelser og dejlige mennesker omkring mig står ret højt på min egen ønskeliste. Og meget gerne mennesker, der er kommet for at blive. At vi er jævnaldrende er ønskeligt, men ikke altafgørende, og generelt vægter jeg personlighed og fællestræk højere.

Hvis du kan se noget af dig selv i ovenstående, og søger det samme, er du meget velkommen til at skrive :)

(Jeg skrev boblen her for lidt tid siden, og den kunne godt trænge til at blive støvet en smule af i kanterne. Men indtil jeg får taget mig sammen til at gå den efter i sømmene, eller alternativt skrive en spritny, er den stadig/atter aktiv her fra juni 2024).

Tilmeld dig og skriv til Casper

Blev du inspireret?

Opret dig og skab dine egne fælleskaber. Boblberg er et trygt og sikkert medie, hvor dine oplysninger er beskyttet.

Hvad venter du på? Gør som 613.251 andre, og opret dig gratis i dag.

Opret dig gratis her