Boblberg logoRøde Kors logo
Måske begynder et venskab her?Jesper

Måske begynder et venskab her?

Jeg hedder Jesper, bor i Hasselager og er nået til et sted i mit liv, hvor jeg gerne vil åbne nogle nye døre og give plads til mennesker, oplevelser og relationer.

De seneste mange år har jeg levet et forholdsvis isoleret liv. Faktisk har jeg ikke rigtig haft et aktivt socialt liv med venskaber i omkring 4-8 år. Det har ikke været et bevidst fravalg af andre mennesker, men snarere resultatet af en lang og til tider meget svær personlig kamp, som har fyldt så meget, at der ikke har været overskud eller plads til ret meget andet.

En stor del af den kamp har handlet om min identitet og seksuelle orientering. I mange år var skam, frygt og usikkerhed en del af min hverdag. Omkring 2024/2025 nåede jeg endelig frem til at stå ved mig selv og min seksualitet. Det har været en vigtig milepæl, men det betyder ikke, at alle de år er uden konsekvenser. Jeg arbejder stadig med nogle af de psykiske eftervirkninger og jeg fik hjælp til at bearbejde det sammen med min psykolog, som jeg ikke har længere.

Samtidig er jeg i gang med at afklare min fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet. Jeg har gennem en længere periode været i et kommunalt forløb, og lige nu arbejder vi hen imod en afslutning i Jobcentret med henblik på en mulig førtidspension.

Jeg fortæller ikke dette for at få medlidenhed, men fordi jeg synes, det er vigtigt at turde tale åbent om de ting, der kan få os til at trække os fra fællesskabet. Måske sidder der andre, som kan genkende noget af det at have mistet kontakten til det sociale liv, føle sig udenfor eller have svært ved at finde vejen tilbage. Og måske kan vi gennem ærlighed og åbenhed være med til at bryde lidt af den tavshed.

Men hvem er jeg så, når alt det er sagt?

Jeg er et menneske med masser af tanker, interesser, humor og nysgerrighed på andre mennesker. Jeg holder af gode samtaler, hvor der både er plads til grin, alvor, skæve tanker og de lidt dybere snakke. Jeg sætter pris på ærlighed, rummelighed og mennesker, der tør være sig selv.

Jeg har også en kreativ side og bruger blandt andet tid på mine egne skriveprojekter og bøger. Jeg holder af at fordybe mig, men savner også at have nogen at dele de små og store oplevelser med.

Jeg søger både mænd og kvinder, og jeg har ingen bestemt forestilling om, hvem du skal være, eller hvordan et venskab skal se ud. Det vigtigste er, at kemien er der, og at vi kan møde hinanden med respekt og nysgerrighed.

Det kunne være hyggelige gåture, vandreture, madlavning, brætspil, en kop kaffe, udflugter eller spontane påfund. Måske har du selv nogle interesser, vi kunne udforske sammen. Det behøver heller ikke altid handle om aktiviteter. Nogle gange er en god samtale og et menneske, der har lyst til at lytte, mindst lige så værdifuldt. Jeg vil dog gerne være ærlig om en ting. Jeg kan godt være lidt tilbageholdende, især når jeg møder nye mennesker. Derfor foretrækker jeg, at vi begynder med at skrive sammen. Så kan vi lære hinanden lidt at kende, finde en tryghed og måske på et tidspunkt mødes over en kop kaffe eller noget helt andet.

Jeg forventer ikke, at et venskab opstår fra den ene dag til den anden. Gode relationer tager tid og det er helt okay. Jeg har brugt mange år på at kæmpe med mig selv. Nu vil jeg også gerne begynde at bruge tiden på at leve, opleve og skabe gode minder sammen med andre.

Så hvis du også savner nye bekendtskaber, gode samtaler eller måske et venskab, der kan vokse sig stærkt med tiden, vil jeg meget gerne høre fra dig.

De bedste hilsner

Jesper

Tilmeld dig og skriv til Jesper

Blev du inspireret?

Opret dig og skab dine egne fælleskaber. Boblberg er et trygt og sikkert medie, hvor dine oplysninger er beskyttet.

Hvad venter du på? Gør som 692.334 andre, og opret dig gratis i dag.

Opret dig gratis her

+