LindaKære begge to
Vi er en udadvendt og hjertevarm familie bosat centralt i Nansensgade-kvarteret, som drømmer om at udvide vores hjerterum og skabe en rigtig "storfamilie" her i København.
Vi er en dansk mor og en fransk far – og da børnenes bedsteforældre befinder sig i Frankrig, savner vi nogle faste, varme og aktive reservebedsteforældre i vores og børnenes liv.
Lidt om os:
Far arbejder med AI, er brændende interesseret i politik (især fransk!), elsker musik, spiller guitar, er altid frisk på at hjælpe og er glad for at udforske nye ting.
Mor driver sit eget firma med fokus på bæredygtighed, elsker kultur, teater, krea og er vild med fotografi.
Vores søn på 12 år elsker fodbold over alt på jorden, og er derudover vild med at spille skak og brætspil (og er altid frisk på en god dyst!).
Vores pige på 6 år elsker at blive læst for, høre historier og lege. Hun går til spejder & cirkustræning.
Vi elsker hyggelige middage, godt selskab og det varme sociale nærvær omkring spisebordet! Vi vil glæde os til at invitere jer indenfor i Nansensgade en gang om ugen (eller et par gange om måneden). Forestil dig en aften med god mad, gode snakke om løst og fast, måske en tur i teatret, en snak om dagens fodboldkamp, et parti skak ved bordet og højtlæsning i sofaen.
Det handler om ægte nærvær, venskab på tværs af generationer og om at knytte bånd, hvor voksne og børn kan connecte i øjenhøjde. Vi leder efter et par, der ligesom os er udadvendte, hjertelige, aktive og nysgerrige på andre mennesker.
Vi elsker også faste traditioner og at dele de store øjeblikke – som at have nogle tætte at invitere med til bedsteforælder-dag, fødselsdage, til en hyggelig julefrokost 2. juledag, og bare skabe dejlige minder sammen hen over året.
Er I et dejligt par, som savner børnelatter, hygge og et ekstra kulør på hverdagen, så send os meget gerne en besked og fortæl lidt om jer selv.
Vi glæder os til at møde jer!
De varmeste hilsner,
Linda + 3
Opret dig og skab dine egne fælleskaber. Boblberg er et trygt og sikkert medie, hvor dine oplysninger er beskyttet.
Hvad venter du på? Gør som 691.267 andre, og opret dig gratis i dag.