Boblberg logoRøde Kors logo
Nye legekammerater søges Dag

Nye legekammerater søges

Jeg hedder Dag, er 55 år og bor i København.

Efter mange år med fuld fart på arbejdslivet, internationale rejser, spændende projekter og masser af mennesker omkring mig, har livet taget en noget anden drejning, end jeg havde forestillet mig.

Helbredet har gjort, at jeg i dag arbejder meget lidt. Og når man pludselig får en helt anden hverdag, opdager man også nogle ting om sig selv og det liv, man har levet.

Jeg har nok været rigtig god til at prioritere karrieren, men knap så god til at passe på venskaberne undervejs. Mange af mine relationer har været knyttet til arbejdslivet, og når det pludselig fylder så lidt, bliver der også noget stille omkring én.

Familie og gamle bekendtskaber har stadig deres travle hverdag, mens min egen ser noget anderledes ud.

Og jeg skal da gerne indrømme, at jeg indimellem føler mig ret alene. Jeg savner faktisk at have nogen at dele livet med. Ikke kun de store oplevelser, men også de små ting. En spontan frokost, en god samtale, et godt grin eller bare det at have nogen, man kan ringe til, fordi man har lyst.

Men nu skal det heller ikke lyde alt for sørgeligt, for jeg har bestemt ikke mistet min nysgerrighed eller appetitten på livet!

Jeg er lidt af en nysgerrig sjæl og interesserer mig for rigtig mange ting. Jeg elsker musik og synger selv i rytmisk kor. Er lidt af en foodie, holder af gode restauranter, hyggelige caféer, kunst, teater, wellness og rejser, når muligheden byder sig.

Jeg interesserer mig også for mennesker, psykologi, teknologi og alt muligt andet, jeg pludselig kan finde på at nørde mig ned i.

Jeg kan godt lide mennesker med humor, lidt kant og deres egne perspektiver på livet. Mennesker, der er åbne og nysgerrige, og hvor der både er plads til at tale om de lidt dybere ting og grine af noget fuldstændig åndssvagt.

Jeg søger nye venskaber med både mænd og kvinder. Alder betyder egentlig ikke så meget. Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor et fødselsår skulle afgøre, om to mennesker har noget at give hinanden. Det handler mere om kemi, energi og lysten til at lære hinanden at kende.

Jeg savner nogle nye legekammerater. Nogen at opleve noget sammen med, finde på ting med eller bare nyde hinandens selskab.

Vi behøver ikke dele alle interesser eller have en masse planlagt på forhånd. Måske starter det bare med en hyggelig frokost eller et glas et eller andet, og så ser vi, hvad der sker.

Jeg håber selvfølgelig, at nogle af de nye bekendtskaber med tiden kan udvikle sig til rigtige venskaber. Sådan nogen, hvor man både kan dele det sjove og det, der indimellem er lidt sværere.

Hvis du kan genkende noget af det her, eller bare tænker, at vi måske kunne have noget at snakke om, så skriv endelig.

Jeg vil rigtig gerne høre fra dig.

Dag

Tilmeld dig og skriv til Dag

Blev du inspireret?

Opret dig og skab dine egne fælleskaber. Boblberg er et trygt og sikkert medie, hvor dine oplysninger er beskyttet.

Hvad venter du på? Gør som 689.251 andre, og opret dig gratis i dag.

Opret dig gratis her

+