JohnHar du lyst til at gøre noget praktisk for bynaturen i Hvidovre Kommune?
Jeg søger ligesindede, der gerne vil være med til at hjælpe arter, der er klemt i den moderne by. Natur i byen er ikke kun fredede orkideer i fredede naturområder men også en række dyre- og plantearter, som ved at bruge bygninger, haver og vejrum som levesteder er en del af bynaturen. Nogle arter er helt afhængige af dette samspil med mennesker, men det gør dem også sårbare. Mursejlere, bysvaler, landsvaler, gråspurve, dværgflagermus, skimmelflagermus og flere andre arter bosætter sig i eller på vores huse, og de er helt afhængige af, at vi fortsat har husrum til andre end os selv. Det nytter ikke meget, at mursejlernes og flagermusenes levesteder er beskyttet af loven, hvis der ikke gøres plads til dem, når taget skal udskiftes. Andre dyr, som padder og pindsvin, trues af tab af levesteder og trafikdrab.
Jeg søger nogle, der har lyst til at hjælpe med at kortlægge de truede arter i Hvidovres bebyggelse og tage kontakt til boligselskaber og andre relevante grundejere for at sikre, at levestederne ikke forsvinder på grund af uvidenhed eller ligegyldighed. Det kunne bl.a. være kortlægning og optælling af mursejlerkolonier, eftersøgning af flagermuskolonier (jeg har ultralydsdetektorer), eftersøgning af syngende skimmelflagermus ved mulige overvintringssteder om efteråret (kan høres uden udstyr), eftersøgning af overkørte pindsvin og padder. Der opstår sikkert mange flere ideer, når man først går i gang.
Arbejdsgruppen vil kunne gøre en reel indsats for naturen i Hvidovre Kommune, da der ikke foregår nogen systematisk indsamling af denne form for viden. Omfanget af indsatsen afstemmes efter, hvad deltagerne har tid og overskud til. Meget af kortlægningsarbejdet må nødvendigvis foregå i forårs- og sommermånederne, men lige nu synger skimmelflagermusene, og snart vil det være muligt at se spættehuller og andre mulige rastesteder for flagermus i træer, der har tabt bladene.
Jeg er selv uddannet biolog og lokalt aktiv for Dansk Ornitologisk Forening, blandt andet via medlemskab i Det Grønne Råd. Jeg har tidligere været del af en bynaturgruppe her i byen, og for nogle år siden hjalp jeg med til at redde en stor mursejlerkoloni i Danalundbebyggelsen i Hvidovre Syd.
Opret dig og skab dine egne fælleskaber. Boblberg er et trygt og sikkert medie, hvor dine oplysninger er beskyttet.
Hvad venter du på? Gør som 697.833 andre, og opret dig gratis i dag.