Vær med i krise-klubben™

Jeg har været med på tv, tjent millioner og levet det liv, man lægger på Instagram, når man gerne vil imponere gamle klassekammerater. Jeg havde den sødeste dreng, var gift med hende, jeg troede jeg skulle dø med, hjemmet var rent, og bilen var stor. Alt kørte som smurt.

Så blev jeg 30. Jeg havde ikke planlagt en 30-års krise, men den kom snigende.

Nu er jeg fraskilt, delefar til en fantastisk dreng på ét år og midlertidigt genhuset i mit gamle teenageværelse på 9 m² hos mine forældre på 69. Jeg arbejder og træner alt for meget hver dag, mest for at holde hovedet nogenlunde samlet, mens jeg forsøger at sætte maskinen tilbage i gear.

Det er ikke synd for mig. Det er bare virkeligheden. Og selvom jeg kan grine af det meste, er det også ensomt på en måde, der ikke passer ind i hverken coaching-citater eller mandegrupper.

Jeg er hamrende dygtig, trak mig op fra ingenting på Vestlolland, og jeg gør det igen. På rekordtid. Men shit, et slag.

Jeg er her ikke for at pive, og jeg nægter at tro på, at jeg er den eneste, verden vælter for.

Derfor skriver jeg her. Ikke for at date. Ikke for at blive fikset eller fikse andre. Bare for at mødes med nogen, der også ved, at livet nogle gange knækker midt i gyldne kurver.

Gåtur. Træning. Samtale. Telt-tur. Dødsdruk.

Hvad end der passer den dag.

Velkommen i klubben.

Du ved godt, hvis du er medlem.