Boblberg logo
Body double m/k søgesPernille

Body double m/k søges

Body double m/k søges – en makker til fælles fokus og fremdrift

Jeg er en kvinde på 51 år, som søger en fast makker til gensidig støtte i at holde fokus og få krydset punkterne af på vores individuelle to-do-lister.

Målet er at skabe ro i at vide, at der er styr på det vigtige – og samtidig frigøre den energi, der er bundet i den konstante udskydelse af opgaverne.

Jeg er rigtig god til at motivere og hjælpe andre, men desværre tilsvarende dårlig til at få ordnet mine egne ting – både de små og de større som skat, pension og forsikringer. Selvom jeg er veluddannet, intelligent, har et højt energiniveau og mener, at jeg besidder kompetencerne til at løse opgaverne, får jeg ikke eksekveret. Dette på trods af gode intentioner, strukturerede systemer og tid til rådighed.

Ofte strander det i et (objektivt set sjældent nødvendigt) behov for at indhente fuld information, hvilket fører til en omfattende research uden at opgaven derved bliver løst. Derudover er jeg meget impulsstyret og bliver let distraheret af alt muligt der fanger min interesse undervejs i processen – og det er der meget der gør!

Jeg bor lidt nord for København sammen med mine to store børn (en på efterskole og en i gymnasiet). Jeg arbejder i øjeblikket deltid og har derfor mulighed for at mødes i dagtimerne på hverdage.

Jeg forestiller mig, at du kan genkende dig selv i beskrivelsen og at vi er nogenlunde samme sted i livet, så vi har et godt udgangspunkt for at støtte hinanden på en måde, der giver mening.

Min praktiske erfaring med konceptet body doubling er lille, men jeg har læst en del om det og vil gerne prøve det af.

Rammerne finder vi ud af i fællesskab, men jeg tror, at kontinuitet er vigtig for at skabe resultater. Måske kan vi mødes en fast dag hver uge i et bestemt tidsrum med en konkret opgave, vi vil arbejde på. Gerne på et neutralt sted uden for hjemmet, som for eksempel et bibliotek, da det erfaringsmæssigt øger sandsynligheden for succes.

God kemi er naturligvis vigtigt, og hvis samarbejdet på sigt udvikler sig til et venskab, er jeg bestemt åben for det. Men i første omgang handler det om at skabe et arbejdsfællesskab, der gavner os begge.

Lyder det interessant og kan du genkende dig selv i ovenstående, så skriv gerne lidt om dig selv og dine tanker omkring body doubling til mig.

Tilmeld dig og skriv til Pernille

Blev du inspireret?

Opret dig og skab dine egne fælleskaber. Boblberg er et trygt og sikkert medie, hvor dine oplysninger er beskyttet.

Hvad venter du på? Gør som 672.742 andre, og opret dig gratis i dag.

Opret dig gratis her