Hej venner! 🫶🏼

Kender, i det hvor man tror man har nogen tæt ind på sig, som du stoler på? Det gøre jeg. Jeg havde nogle tæt ind på mig, som valgte og vende mig ryggen selv da jeg allermest havde brug for dem. Selv da de havde brug for mig var jeg der med det samme. Jeg grab dem! Også selvom jeg selv var nede og ramme bunden. I meget lang tid har jeg følt mig utrolig meget ensom og ked af det på det sidste. Jeg har følt mig uværdig, en der hele tiden gik i vejen. Og selvom jeg gjord alt i min magt, for og gøre andre glade så var det bare ikke godt nok! Jeg vidste snart ikke hvad jeg skulle stille op? Måske også bare vende dem ryggen? Men jeg ved at hvis jeg gøre det fortryder jeg det efter, for det ligger ikke til mig. Det er ikke sådan, jeg er opdraget.  Men jeg har så tiltgenglæd, lært at det er okay og sige fra! Men det har jeg det også svært ved. UANSET hvor meget jeg prøver så er det bare ikke godt nok. Men måske det bare sådan det skal være? Jeg ved endelig ikke hvorfor jeg skriver alt det her? Måske nok bare og få alting ud? Jeg har oplevet så mange ting igennem tiden. Jeg har haft svært ved og passe ind. Jeg udgav mig for en jeg slet ikke var - for hvad? For og passe ind i en pige folk? Jeg begyndte og bruge mere makeup end jeg plejede - begyndte på så mange ting at jeg ikke længere kunne kende mig selv. Ikke engang min egen familie kunne kende mig. Og fortryder jeg det den dag i dag? Ja bestemt. Hvis jeg kunne vil jeg lave alt om. Men det er fortid nu - og den dag i dag kan vi bare grine ag det. Når jeg sidder og kigger ud i det blå sker det af og til jeg tænker på det. Selvom jeg vidste de piger ikke var gode for mig tænker jeg da tit på og tage kontakt til dem - bare for og høre hvordan det går, er der noget galt i det? Men min fornuft kommer frem og siger - "Nej Jeanette, det er ikke nogle god ide." Der er langt fra til og ville gøre det - men ikke gøre det. Den dag i dag har jeg det godt. Jeg har fundet verdens skønneste fyr. Han accepterer, mig 100% for den jeg er - og ser min sygdom som en skønheds fejl og ikke en ufordring?  Jeg kunne ikke blive mere glad! Selvom jeg har mistet og nogle har vent mig ryggen, så ved jeg min kæreste altid står klar til og gribe mig når jeg falder. Og jeg er så taknemlig! Jeg arbejder stadig på og få mit selvværd til og komme tilbage. Hvem ved? Måske det snart kommer? Men indtil dag vil jeg bare nyde det jeg har nu. Min kæreste, min familie og de få venner og veninder jeg har!<'333

- Jeanette.