Da jeg fik stomi

Af: Nicolaj Brusendal - Serviceøkonom

Tilbage til blog oversigten
Nicolaj fortæller om hans oplevelse med at få stomi. Dette er første af to dele af historien

Jeg hedder Nicolaj Brusendal, er 25 år gammel og har stomi. I dag bor jeg i København, har flere forskellige jobs og læser til serviceøkonom.

Jeg vil fortælle min historie fra en tid, hvor jeg var ulykkelig, stod i en identitetskrise og var ved at miste livet grundet sygdom. Men fællesskabet reddede mig og fik mig til at glemme alt om sygdom, jeg fandt livsglæden og fik min hverdag tilbage. Her er første del af min stomi-historie.

Nicolaj Brusendahl blev hjulpet igennem en hård periode af sit gode fællesskab. Både sygdom og mangel på venner havde en træls påvirkning

Til Gran Canaria

Efter gymnasiet ville jeg, som mange andre, ud at rejse, men syntes ikke, at 2-3 måneder var nok. Jeg ville have en masse oplevelser. Derfor søgte jeg jobbet som guide for Tui, hvor jeg kunne rejse, arbejde og få en masse fede oplevelser på en og samme tid. Jeg fik jobbet! Og så kunne jeg bare ikke vente med at komme afsted. Jeg startede på guideskole på Gran Canaria i 2013 og derefter kom jobbet. Solen stod højt, himlen var blå, arbejdet var fantastisk og kollegaerne, som blev til min familie, betød alt for mig. Alt var perfekt!

Vendepunktet

Siden jeg var 14 år, har jeg haft en kronisk tarmsygdom ved navn colitis ulcerosa, som gjorde, at jeg havde infektion i nederste del af tyktarmen (ca. 7-8 cm). Jeg havde altid kunnet holde infektionen nede med medicin, så jeg havde aldrig rigtig mærket til min sygdom tidligere. Det ændrede sig dog under mit ophold på Gran Canaria, og infektionen blev værre. Efter en måneds tid dernede havde jeg hyppigere og hyppigere toiletbesøg med blod i afføringen. Jeg opsøgte lægen, fik ny og stærkere medicin, men det hjalp ikke, og min tilstand blev værre. Til sidst blev jeg indlagt på hospitalet, hvor de foretog en kikkertundersøgelse på mig, som viste, at inflammationen i min tarm var blevet forværret, og igen prøvede vi med ny og stærkere medicin, men uden held.

Jeg var i mellemtiden i kontakt med SOS International hjemme i Danmark, som assisterer én ved ulykke eller sygdom på rejsen. Her blev jeg forsikret om, at de ville have gjort det på samme måde i Danmark. Problemet var nu, at det spanske hospital kun kunne tilbyde mig en stærkere medicin, og derfor krævede det, at jeg skulle tage hjem og blive viderebehandlet i Danmark. Men medicinen virkede ikke, og jeg måtte ikke flyve hjem, da det var for risikabelt i forhold til min inficerede tarm. Jeg var strandet på Gran Canaria! Jeg kunne forstå på lægerne, min familie og min krop, at min tilstand var kritisk. Så da lægen fra SOS International ringede og spurgte til mig og min transport hjem, sagde jeg, at jeg følte mig frisk nok til at flyve. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg ville bare hjem og kendte ikke til konsekvenserne af min transport. Lægen accepterede min hjemtransport, og i voldsomme smerter måtte jeg pakke hele mit hjem sammen på Cran Canaria, da det ikke var sikkert, at jeg ville komme tilbage til mit drømmejob.

Turen hjem

De fem en halv time, det tog at flyve hjem til Danmark, var et helvede. Konstant smerte og mere tid på toilettet end på mit sæde. Min mor stod lige ude foran flyet ved min ankomst, og da alle mine medpassagerer havde forladt flyet, kæmpede jeg mig mod flyets udgang og faldt ned i en kørestol, hvorefter jeg blev transporteret direkte til Herlev Hospital. Efter at have ligget i isolation, grundet udlandsbesøg, blev jeg henstillet til min afdeling, hvor jeg mødte min læge.

Det første han udtrykte, var hans uforståenhed over for min hjemtransport, da der var en reel chance for, at min tarm kunne have sprunget grundet trykket i luften, og hvis det var sket, havde det været slut. Først da gik det op for mig, hvilken alvorlig risiko jeg havde løbet.

Fra asken ind i ilden

Derefter fortalte han, at jeg havde prøvet alle de ”normale” medicinmetoder, og den sidste udvej var remicade, som er en biologisk medicin. Denne medicin ville have slemme påvirkninger på mig, hvis jeg led af HIV eller AIDS. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg led af hverken HIV eller AIDS, men de havde heller ikke tid til at teste mig grundet min tilstand. Alligevel blev jeg enig med mine forældre om, at vi skulle prøve det. Jeg var sikker på, at det ville virke, og jeg fortalte mine venner, at alt nok ville løse sig nu. Men den efterfølgende nat havde jeg umenneskelige smerter i maven, og jeg skreg op midt om natten. To sygeplejesker kom løbende ind og gav mig et morfinskud i begge arme, hvorefter jeg kunne slappe af igen. Da lægen kom forbi morgenen efter, spurgte han, om jeg havde sat mig ind i stomi, for der var måske en chance for, at jeg skulle have det. Det havde jeg ikke sat mig ind i, for jeg var aldrig blevet fortalt, at det var en mulighed. Jeg ringede i panik til min bedste veninde, som jeg havde snakket med dagen inden og fortalt, at alt nok skulle gå – og nu ringede jeg så for at fortælle, at min verden var ved at bryde sammen. Det måtte simpelthen ikke ske det her! Jeg skulle ikke have stomi.

Jeg havde endnu en nat med voldsomme smerter, og igen kom sygeplejerskerne løbende ind med morfin. Kort tid efter kom medicinlægen og sagde sætningen, jeg aldrig vil glemme: ”Du skal opereres med det samme, Nicolaj, for du kan ikke overleve et døgn mere”. Alt gik i sort og tårende væltede ned ad kinderne. ”Det vil jeg ikke, så vil jeg hellere dø” var mit udbrud. Men som min mor sagde, så var det ikke mit valg, for selvfølgelig skulle jeg opereres, hvis det reddede mit liv.

Læs anden del af Nicolajs indlæg her