Da jeg fik stomi - Part deux

Af: Nicolaj Brusendal - Serviceøkonom

Tilbage til blog oversigten
Nicolaj fortæller om hans oplevelse med at få stomi. Dette er anden del af hans historie

Jeg hedder Nicolaj Brusendal, er 25 år gammel og har stomi. I dag bor jeg i København, har flere forskellige jobs og læser til serviceøkonom.

Læs første del af min historie om da jeg fik stomi her

Nicolajs indgreb tog livsglæden fra ham, men efter at han kom tilbage ind i sit gode fællesskab, blev hans livskvalitet forøget

Inden operationen

Kort tid efter jeg havde fået at vide, at jeg skulle opereres og have stomi, skulle jeg mødes med stomisygeplejersken. Hun skulle sætte krydset på min mave, dér, hvor min stomi skulle sidde. Jeg havde ingen idé om, hvor den skulle sidde, og jeg troede først og fremmest, at det var på siden af kroppen. Men sådan var det ikke. Sygeplejersken satte i stedet krydset under navlen, lige over bæltet. Jeg brød ud i gråd og spurgte, om hun ikke kunne sætte krydset under bæltet, så jeg i det mindste kunne skjule posen under et par badebukser, når jeg skulle bade. Men det var ikke en mulighed. Jeg blev transporteret til operationsstuen, hvor min krop skulle iltes. Jeg skulle have en iltmaske på i to minutter. Jeg kom igennem det, kom derefter i narkose og faldt hurtigt i søvn. Det eneste positive ved situationen var, at jeg var blevet lovet, at alle smerter i min mave ville være væk, når jeg vågnede op igen.

Efter indgrebet

Fem timer efter opperationens start vågnede jeg op med en pose på maven, nye smerter i maven og et sandt helvede. En sygeplejeske kom til mig og jeg spurgte, hvorfor jeg havde så mange mavesmerter, når jeg var blevet lovet, at de ville være væk? Hun forklarede, at de tidligere smerter nu var borte, og den nye smerte var grundet opperationen, hvor de havde åbnet og skåret i mig. Hun spurgte, om hun måtte sende min familie ind, for de stod uden for og var bekymret. Det ville jeg ikke have! Jeg ville være alene og holde mig ude af verdenen. Hun måtte spørge flere gange, og til sidst accepterede jeg, hvis det da kun var et kort besøg.

I dag kan jeg ikke genkende den dreng, som lå dér og sagde nej til at se sin elskede familie, men han var så langt ude og ikke sig selv.

Hårde tider

Tiden derefter gik med genoptræning og at finde rette stomiprodukter. Det var en krig. Jeg kunne ikke gå mere end fem meter dagen efter opperationen, hvorefter jeg måtte sove, fordi det var så hårdt for min krop. Dagene gik og jeg skulle prøve at gå mere og mere. Jeg gik med en 90 graders krummet ryg, da jeg ikke kunne rejse mig ret op på grund af opperationen i min mave. Samtidig med genoptræningen skulle jeg finde stomiprodukter, og intet passede til mig. Jeg vågnede op med afføring over alt i sengen, så jeg måtte gå i bad midt om natten og skifte sengetøj. Jeg turde ikke gå uden for en dør, for jeg vidste, at der var stor chance for, at der ville komme lækage.

Én ting var helt sikkert; jeg skulle have denne stomi opereret bort, så snart det var muligt!

Ulykkelig og krise

Meget var sket på utroligt kort tid, og min krop havde forandret sig meget. Jeg var gået fra at være en stor sporty fyr til at ligne en dreng på 12 år. Jeg kunne ikke genkende mig selv i spejlet og tænkte, at jeg aldrig nogensinde ville møde en pige, der ville være sammen med mig. Jeg kunne jo ikke acceptere mig selv, så hvordan ville andre kunne gøre det? Jeg havde en kæmpe identitetskrise.

Mine forældre var konstant hos mig eller sørgede for, at andre var, så jeg ikke var alene. De var bange for, at jeg ville tage livet af mig selv. Jeg havde ingen livsglæde, ingen energi og turde ikke at foretage mig noget. Helt i kontrast til den Nicolaj som de ellers plejede at kende. Jeg ville bare være rask, så jeg kunne komme afsted som guide igen. Men det var ikke sikkert, at jeg kunne det, da jeg stadig var under prøvetid hos Tui. Jeg fik derfor besked fra Tui om, at jeg skulle kontakte dem, når jeg var frisk, og så ville de tage stilling til, om jeg kunne komme tilbage til guidejobbet.

Tilbage i sadlen

Efter noget tid fandt jeg endelig nogle stomiprodukter, som passede til mig, og det skabte en kæmpe sikkerhed for mig psykisk. To måneder efter opperationen havde jeg ikke flere smerter i kroppen, og jeg følte mig klar til at rejse ud som guide igen. Jeg kontaktede Tui og efter nogle dage fik jeg besked, hvori der stod, at jeg kunne komme tilbage til mit team på Gran Canaria. Det var den største lykke, jeg kunne opnå, og igen var jeg i tårer.

Ugen efter var kufferten pakket, og jeg var på vej mod lufthavnen. Destinationen var Gran Canaria.

Jeg blev modtaget af min gode ven Peter, som kørte mig tilbage til min gamle lejlighed, hvor jeg pakkede ud, og dagen efter kunne jeg hoppe i uniformen igen. Det var fantastisk at være tilbage blandt min guidefamilie. Efter kort tid glemte jeg alt om min stomi, for jeg var ikke anderledes end de andre. Jeg havde jo bare en pose på maven. Jeg kom tilbage til det fællesskab, jeg havde længtes efter. Takket være dét fællesskab jeg havde blandt mine kollegaer, glemte jeg alt om sygdom.

Jeg nød livet som guide i 2,5 år på destinationer som de Kanariske øer, Tyrkiet og min drømmedestination Thailand. Jeg fik et hav af fantastiske oplevelser med mine venner og min kæreste. I dag er jeg lykkelig og meget taknemmelig over, at jeg fik muligheden for at udleve min drøm som rejseguide.

Som rejseguide fik jeg på et tidspunkt et tæt forhold til ejeren af en lokal restaurant og hans søn. På restauranten havde de et skilt med et citat, som fik mig til at tænke, og den dag i dag giver det rigtig god mening for mig:

“Good things never end, they make a new beginning”

Min karriere i rejsebranchen sluttede senere, da jeg valgte at følge mit hjerte og flytte til Stockholm med min daværende kæreste, som jeg tilbragte en dejlig sommer med i det svenske. I dag har jeg base i København, hvor jeg studerer og har et arbejde, jeg elsker.

Én ting, som jeg er blevet klogere på efter denne oplevelse, er, hvor vigtigt det er at være en del af et fællesskab. Det var nemlig fællesskabet, der bragte glæden og livskvaliteten tilbage til mig, da jeg var allermest nede.