Conny fortæller om hendes perioder i livet med ensomhed

Af: Conny Meier Paulsen

Tilbage til blog oversigten
Billed: Conny Meier Paulsen

Jeg sad en morgen og så morgen-tv, da der kom et indslag med tre damer i den modne alder, som havde mødt hinanden gennem noget der hed Boblberg.dk.

Det gjorde mig nysgerrig, så jeg måtte undersøge, hvad det var og opdagede, at der fandtes en side, hvor man kunne finde nye venner, søge kortspillere, golf osv. Jeg kiggede det hele igennem, og jeg blev mildest talt chokeret over, hvor mange unge der er ensomme. Mange er blevet skilt og har mistet deres omgangskreds, og mange på min alder (64) søger veninder/venner. Der er også en del, der søger en reservebedstemor eller -bedstefar. Denne side er et fantastisk koncept!

Og det fik mig til at tænke dybe tanker, for ensomhed er noget, jeg kender alt til.

Der er mange former for ensomhed, og jeg tror selv, at jeg har oplevet de fleste former. Man kan være et ensomt barn af familiære grunde, man kan være ung med venner, men stadig være ensom. For hvis man mangler en person i sit liv til at dele oplevelser og gode stunder med, så kan man være ensom. Vi har alle behov for at have en nær person, som man kan betro alt og være sikker på, at det ikke kommer videre.

De fleste mennesker er et produkt af sin barndom/opvækst, og hvis man ikke får den nærhed og kærlighed, som vi alle har behov for, så får vi svært ved at give det til andre. Derfor har vi en mur omkring os, som skærmer os mod andre, og vi beskytter os selv.

Jeg var et ensomt barn og ensom ung af ovenstående grunde. Og fordi jeg mødte nogle mennesker, der misbrugte mit venskab og ikke forstod, hvad loyalitet er, blev muren bygget op igen.
Jeg fik mine børn, og det hjalp mig gennem årene.

Gennem min skilsmisse skete nøjagtig det, som andre herinde har oplevet; omgangskredsen forsvandt. Det er noget, jeg aldrig kommer til at forstå. Jeg er jo stadig den samme person, men alle forsvandt.

Da børnene blev voksne, fik de deres egen familie, og de bor langt fra mig, så jeg kan heller ikke få brugt mit mormor/farmor-gen, så tit jeg ønsker.

Jeg brød da muren lidt ned igen og involverede mig i frivilligt arbejde i håb om at møde andre som mig. Men dét, jeg mødte, var mennesker, der så ”mærkeligt” på mig, når jeg gav indtryk af, at jeg ønskede venskab - og så kom muren op igen. Jeg valgte ensomheden endnu en gang, og når jeg var kommet hjem, blev døren grundigt lukket indtil næste dag.


voksenvenner er veninder og venner som kan give livet nyt indhold

Så hvorfor er vi så bange for at vise og modtage signaler fra nogle, der føler som os selv? Jeg oplevede at bo 3 år i en blok, hvor det var tydeligt, at de andre beboere ikke ønskede kaffe med naboen. Alle havde nok i sig selv, men lur mig, om de ikke også var ensomme inde i deres lejligheder.

Jeg har været involveret i diverse beboerforeninger og prøvet ihærdigt på at stable udflugter eller beboerfester på benene, men deltagelsen var så dårlig, og til sidst gav jeg op.

Hvorfor vælger vi den ensomhed, og hvorfor tør vi ikke sige højt, at vi er ensomme? Nok fordi vi er bange for, at modtageren tænker, at der må være noget galt med hende, siden hun er ensom, eller at de tænker, der må være en grund til hendes ensomhed. Ja, det er der, men nok ikke den, som de tænker eller tror.

Jeg oplevede igen at møde nogle få illoyale mennesker og så vupti, muren kom op. Kærlighed og loyalitet er nogle ekstreme vigtige ting, og hvis vi ikke får dette, lukker vi ned og bliver ensomme.

Efter 20 år i ensomhed mødte jeg gudskelov manden i mit liv, og jeg har i dag et fantastisk godt liv sammen med ham. Men jeg er ensom, og nu kommer jeg egentlig frem til det, jeg mener med, at der er mange former for ensomhed gennem vores liv. For man kan have mange mennesker omkring sig og stadig være ensom.

Jeg er ny på min egn og kender ingen udover min mand. Jeg har nogle strikkevenner, men jeg ville aldrig sige til dem, at jeg er ensom. De ville kigge undrende på mig og tænke, hvordan i alverden kan hun være ensom med en mand, der vil gøre alt for hende? De vil ikke forstå mig, og derfor tier jeg.

Jeg mangler simpelthen nogle gode og loyale veninder, som jeg kan betro mig til, gøre pigeting med, gå ud og shoppe med, tage på sjove udflugter osv.

Man kan tale om mange ting med sin mand, men der er også meget, man kun taler med en god veninde om.
Da jeg fortalte min mand, at jeg var ensom, blev han ked af det, og han forstod det ikke. Det gør han nu. Han har også set denne hjemmeside, og det er gået meget op for ham. For han har jo sine mandevenner, som han deler mandehørm med, så han forstår mig nu.

Så jeg oprettede en bobl, og jeg har mødt en sød pige herinde, som jeg skal ud at rejse sammen med i marts. Men der er plads til mange flere veninder i mit hus til en god omgang kaffesladder.

Mit budskab til alle herinde er, at det kan lade sig gøre - at bryde ensomheden. Men man skal bryde sin egen mur ned først, og så skal man for alt i verden være loyal.

Så piger, kom an, jeg er SÅ klar.


Tilbage til blog oversigten