At bære sin sårbarhed som et smykke

Af: Anna Arendse Thorsen – humaniorastuderende, forfatter og debattør.

Tilbage til blog oversigten
Billed: Anna Arendse Thorsen sårbarhed debattør

For et år siden, sad jeg til et poesiarrangement i Sydhavn og drak øl med en fyr. Han havde kastanjebrune krøller, øjne som en blågrå himmel. Han var lækker. Selvom det kun var vores fjerde date, var jeg allerede svimmel. En varm lind fornemmelse i det nederste af maven.

”Okay,” Jeg tog en dyb indånding, rettede befippet på mit hår. ”Vil du love mig én ting?”

Han nikkede.

Vil du love, at lade vær med at google mig?” spurgte jeg. Min stemme var tæt på at knække. Han kiggede på mig. Jeg ved godt, at netop den forespørgsel kun havde gjort mange endnu mere nysgerrige. At de fleste var styrtet direkte hjem og havde klappet computeren op i bare snurrende forventning om den cyperstalking de havde til gode.

Men ikke ham her. Ikke denne gang.

I stedet så han mig dybt i øjnene med et ligesom glasklart blik og sagde at han havde al tid i verden. ´
At jeg bare skulle sige til, når jeg var klar.

Billed: psykisk sygdomme tager sit hold på danskernes mentale sundhed

HAM OG HENDE DEN PSYKISK SYGE

Vi præsenteres dagligt for kolonnetunge statistikker der viser os, hvor galt det står til med de unge danskeres mentale sundhed.

I marts 2018 viste en undersøgelse foretaget af Sundhedsstyrelsen, at op mod hver femte dansker mellem 16-24 år føler sig ensom og udenfor1. Allerværst står til blandt de unge kvinder. Op mod halvdelen af de 18-34-årige kæmper i dag med psykiske problemer, og hver fjerde kvinde mellem 26 og 34 år kæmper med psykiatriske diagnoser eller tegn på angst og depression.2

Jeg er en del af den statistik. Og nu er det tid til en præsentation:

Jeg hedder Anna Arendse Thorsen, jeg er 24 år. I 2013 fik jeg stillet diagnosen skitzotypisk sindslidelse. I 2014 skrev jeg min første tekst om min psykiske diagnose i dagbladet Politiken. Efter det fulgte flere artikler, digte, kortprosa og med tiden også et tv-program.

Vi fødes med jordbærmærker.
Vi dør med leverpletter.
Og derimellem har vi lært, at vi kan blive alt hvad vi vil.

Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle være hende den psykisk syge.
Men det var hende jeg var blevet.

Jeg havde været ærlig overfor Danmarks befolkning.

Og nu fandt jeg pludselig mig selv siddende der, til et poesiarrangement i Sydhavn, med en øl i min hånd og min drømmefyr foran mig og fortrød det hele. Jeg var skrækslagen for, at netop min ærlighed, skulle være det, der skræmte ham væk.

JEG ER BANGE

Da jeg fik konstateret skitzotypisk sindslidelse, blev jeg hurtigt enig med mig selv om, at det ikke skulle være en hemmelighed: At jeg ville fortælle verden om min sygdom. Har man ordet i sin magt, har man pligten til at bruge det til noget fornuftigt. Jeg har altid haft en stor lungekapacitet og kunne råbe et rum op. Derfor besluttede jeg tidligt i min proces, at jeg ville benytte denne stemme til at fortælle verden om livet med en diagnose, om livet fra indersiden af det psykiatriske system.

Billed: Ensomhed er ofte også et produkt af at være stemplet som psykisk syg

Fordi jeg mener, at det er den eneste måde, vi kan gøre op med nogle af de myter og konspirationsteorier, der ligger og bobler i vores befolkning, hos folk der stadig tror at psykisk syge er farlige og bør lænkes til en hospitalsseng. Ved at være ærlige. Ved at vise, at vi ikke er farlige.

Hvordan var det at springe ud i dagspressen som psykisk syg, spørger du? Anstrengende. Nervepirrende. Angstprovokerende. Forløsende. Befriende.

Psykisk sygdom er det mest ensomme i verden. Fordi du næsten aldrig, hverken i din omgangskreds eller hos din psykolog eller i din terapigruppe vil kunne finde én, som er helt ligesom dig. De vil aldrig føle angsten og smerten helt på samme måde, være bange for helt de samme ting eller græde og forfærdes på samme måde.

Men netop derfor er det så vigtigt, at vi deler vores oplevelser. Nogle gange, når min angst er allerværst, føles det som om frygten er en tyngde, der presser på alle mine indre organer. Så åbner jeg munden og så er det som om et tryk udligner sig. Som om angsten ikke både kan være inde i mig og ude i rummet som ord.
Nogle gange har det føles som om, jeg skrev mig ren.

SIG DET HØJT

At tro at man kan styre hvad andre tænker om én, er en opdigtet fejlslutning, som vi fortæller os selv, for at føle vi har kontrol over denne verden. At vi gennem tavshed kan sikre os, at andre mennesker ikke finder os underlige, excentriske eller sindssyge.

Men hvis der er en ting, jeg har lært, som en del af den omdiskuterede og dystre statistik om danskernes dalende psykiske helbred, ja så er det, at det eneste der virker, er at sige tingene højt. At åbne op, som en muslingeskal, lade vinden blæse ind i mit følelsesliv, som et pulserende sår der langsomt heler. At bære sin sårbarhed om halsen. Som et smykke.

Sig: ”Jeg er bange.” Sig: ”Jeg har det svært.”

Jeg er sikker på, at du vil blive overrasket over hvor meget dine medmennesker kan rumme.
Det behøver ikke at være overfor hele den danske befolkning. Måske kan det bare være for din mor. Din kæreste. Eller din nye ven.

Billed: Det handler om at acceptere hvem man er og de udfordringer som følger en - om det er angstprovokerende

I dag kan jeg stadig indimellem godt vågne om natten i vores fælles lejlighed, kigge på ham fyrens sovende ansigt med de kastanjebrune krøller mod puden og frygte, at han en dag vågner op og synes at det er for meget. At han ikke længere orker at være kærester med hende den psykisk syge.
Så vækker jeg ham.
Så spørger jeg ham.

Så siger han, at den dag, da jeg endelig viste ham artiklerne, tv-programmet, blisterpakkerne med den antipsykotiske medicin, var den dag han var sikker på, at jeg skulle være hans kæreste.

Ikke fordi jeg var syg.
Men fordi jeg var ærlig.


Tilbage til blog oversigten