Vil du også være reservebedste?

Af: Rikke Larsen - Studerende

Tilbage til blog oversigten

En reservebedste kan udfylde tomrummet på mange måder for en familie, og ligeledes kan en familie udfylde et tomrum hos en ældre. Det er et fantastisk koncept, hvor både reservebedsteforældre og reservebørnebørn skaber et udvidet familiefællesskab, som giver mening for dem.

Billed: Reservebedsteforældre og bonusbørnebørn kan give hinanden meget og lave en masse forskellige ting sammen, for et eksempel gåture sammen i naturen

Hvad er en reservebedste?

En reservebedste er en ældre person, der ikke ser sine egne børnebørn så tit eller måske slet ikke har nogen, og som derfor ønsker at agere reservebedsteforælder for et andet barn. Det kan f.eks. indebære hyggelige stunder med grin, leg og samvær, og reservebedsteforælderen kan træde til og hente, bringe og passe ved eventuelt sygdom. Sådan en relation mellem de forskellige generationer kommer både de ældre og børnene til gode.1

Det kan betyde rigtig meget for børn at have denne ældre som pap-, bonus-, ekstra- og/eller reservebedste i deres liv, der kan se dem vokse op, fortælle historier, støtte dem og give den ”bedste-kærlighed”, som nogle mangler.

Det giver et ekstra pust og tilføjer livskvalitet, når man laver noget sammen, og det kan både være udendørs med aktiviteter, leg, sjov eller indendørshygge med film, hygge, historier og hvad hjertet ellers begærer.

Billed: At være reservebedste kan være givende for både barn, bedsteforældre og ikke mindst familien som helhed

Nye familiefællesskaber

Nogle vil mene, at Boblberg er en utraditionel måde at søge efter nye familiemedlemmer, men konklusionen er, at det virker! Der er mange børn, som mangler deres biologiske bedsteforældre af den ene eller den anden årsag, og derfor er det fantastisk, at de har muligheden for at skabe et nye familiefællesskaber.

Bedsteforældre har ofte en central rolle i et familiefællesskab, hvor det er bedstemor, bedstefar eller begge, som skaber trygge og rolige rammer for barnet i en travl og stor verden. Der skabes minder for livet på tværs af generationerne, og det er minder, som barnet vil huske og tage med sig gennem hele livet.

Marius havde sin reservebedste med til bedstedag

Det pensionerede ægtepar Jytte og Leo fra Faxe kommune fandt en bobl på Boblberg fra Marius’ mor, som søgte en reservebedste til sin søn. Der var en kommende bedstedag i Marius’ børnehave, og Marius havde forundret spurgt sin mor, hvorfor han ikke havde nogen bedsteforældre at tage med ligesom alle de andre børn. Dette fik Marius’ mor til at oprette boblen!

Billed: Det behøver ikke at være sus og dus når man er ude med reservebedste/barnebarn. Bare det med at bruge kvalitetstid sammen kan være guld værd

Samtidig var Leo inde på Boblberg for at oprette sin egen bobl om petanque, og her faldt han straks over Marius’ bobl. Leo og hans kone Jytte blev enige om at skrive til Marius’ mor, da de syntes, at det kunne være skønt med børneliv og lidt mere fart på i hjemmet. Marius havde derfor sine nye bedsteforældre med til bedstedag i børnehaven, og siden har de delt mange andre hyggelige oplevelser sammen.